Godaften Danmark! Nu er det vist blevet tid til en opdatering! Her i hytten er det efterhånden blevet hverdag, men vi keder os ikke. Vi har det rigtig godt og der sker hele tiden noget. Har vi en eftermiddag, hvor der ikke er program på nyder vi solen, læser, skriver dagbog eller tager på markedet og prutter om prisen. Altid er der noget at tage sig til og der er stadig så meget at lære og forstå.
Det er i dag søndag og vi har netop overstået den ugentlige rengøring. Jeg sidder og flader ud i sengen og tænker tilbage på en vidunderlig weekend med solskin, udflugt til Kiri Dam og så selvfølgelig kirke. Fredag d. 1. oktober var 50-års dagen for Nigerias selvstændig og det skulle selvfølgelig fejres på bedste nigerianske manér. Vi tog derfor ind til en stor plads i Jimeta hvor tusindvis af mennesker var samlet. Det mindede mest af alt om åbningscermonien til OL pga. en lang indgangsmarch og derefter tale af byens biskop. Det var nu meget sjovt at overvære. Nigerianerne var tilsyneladende stolte over at have Batures (hvide mennesker med), så vi fik lov til at komme allerforrest i rækken af mennesker, ganske imod vores vilje. Og så skulle alle have taget billede sammen med os og røre vores hud. En overgang kunne det næsten føles som om vi var større attraktion end selve marchen. Lige meget hvor usynlig og anonym man end ønsker at være som hvid her I Nigeria, kan det bare ikke lade sig gøre. Jeg begynder at kunne sætte mig ind i hvordan det er at være prinsesse Mary og Marie - LAD DEM NU BARE VÆRE I FRED, DANMARK!! J
Fredag eftermiddag stod i fodboldens tegn. Der var lagt op til et brag af en turnering mellem Chelsea, Arsenal, The Eagles og The Lions. Fire hold med hver tolv spillere inkl. to svedende og pustende danskere. Chelsea, med Line og jeg (aka. stjernen Drogba) mødte i første kamp Arsenal. Resultatet endte 0-0, (selvfølgelig kun fordi vi havde modvind kampen igennem :P). Men så skyder man jo bare tre bolde ud af tre i kassen og går dermed videre til den store og ALTAFGØRENDE finale! …. Fløjten lyder og kampen er skudt i gang! På spil er tolv FC Midtjylland trøjer, så der bliver virkelig gået til makronerne. Jeg må tage hatten af for nigerianerne. Selv de allerdygtigste danske fodboldtalenter blegner jo ved siden at disse stjerner. Afrikanerne er banelængder foran os i fodbold, sådan er det bare. Gå hjem og vug Agger og Bendtner! Da fløjten lyder viser tavlen 2-2 og finalen skal afgøres ved en nervepirrende straffesparkskonkurrence, med undertegnede som sidste og altafgørende skytte. Indlevelsesevnen fejler intet, bolden skal i kassen, koste hvad det vil. Tilløbet tages, jord og himmel står i ét, alle holder vejret…. MÅÅÅÅÅÅL! Pyha, jeg takker Nors Boldklub for at have lært mig en ganske udmærket sparketeknik. Det mål vil gå over i verdenshistorien som et umådelig lækkert spark helt oppe i krydset J
Lørdag var vi tidligt oppe for at tage til Kiri Dam, et smukt sted med en stor dæmning og med muligheden for at se flodheste. Køreturen dertil var dybt fascinerende og jeg mærkede dårligt nok, at tiden gik, for der var så meget at se på, uanset hvor man rettede sit ansigt. Flotte bakkede landskaber og fantastisk natur. Runde lerhytter, og folk der var ude for at passe deres marker og kvæg. Farvestrålende fugle og blomster i alle regnbuens farver… DESVÆRRE, fik vi aldrig set flodheste, men ifølge en lokal røverhistorie flygter de når de ser kameralinser, så vi må være mere forsigtige næste gang. Noget af det sjoveste var at vi mødte mennesker som aldrig før havde set hvide mennesker. De var enormt bange for os og troede at vi var spøgelser. Hvad giver I, spøgelser!? Meget surrealistisk oplevelse! Atter engang slog det os, hvor langt væk hjemmefra vi i grunden er. Hvor var det bare sjovt! Smiler, når jeg tænker på deres skræmte ansigter. Jeg håber bare ikke at nogle bliver syge i den nærmeste fremtid, for så er jeg bange for at de vil tro at vi har forhekset dem, og det ville være en meget sørgelig misforståelse.
Jeg beklager meget at dette blogindlægget bliver lidt en rodet affære, men det er svært altid at finde en rød tråd i de mange ting vi oplever. Og det ville være så ærgerligt at undlade noget, så her kommer en lille gyserhistorie som er to uger gammel: Det er en mørk og stormfuld aften.. Vi Remi-tøser er på besøg på Mbamba. Vi sidder og (u)hygger os i sofaen, da én pludselig skriger, at noget klamt har rørt hendes fod! Med lynets hast springer vi alle op i sofaen og på bordet. Midt i stuen har vi fået besøg af en …s-l-a-n-g-e!! FY FØJ DA, FOR EN KLAM KAMMERAT! Godt nok er den kun 30 cm lang og tynd, men dens pludselige ankomst er nu alligevel meget upassende. Kære farmand, lige der savnede jeg dig godt nok hel´ tovli´ J Det er så dejligt befriende at råbe; ”Faa-ar” og vide at hjælpen er nær når edderkopperne har liiidt for mange ben og liiidt for stor en krop. Men, nej – der manglede vi en mand i huset. Hvad gør man så? Man ringer selvfølgelig til nabomanden Alex, og sammen får vi fanget bæstet og slået det ihjel. Puha, en crazy oplevelse. Vi siger tak til slangen for ikke at have bidt os, og tak til Ham den store foroven for at passe på os!
Jeg må vel også hellere fortælle lidt om livet her på Remi. Vi har det stadig rigtig godt i vores hønsegård, selvom det godt kan være sin sag at leve som nigerianer. Manden i huset hedder ”RAMBO” og er et ganske fremragende insektmiddel mod alt kryb og kravl. Meget effektivt, jeg håber bare ikke at den også fjerne alle de søde gekkoer og firben vi deler husleje med. Vi er ved at vende os til at strøm kommer og går lige så ofte som der er forsinkelser på DSB-togene i Danmark og at der skal hentes vand i brønden før man kan få et bad eller vand at vaske fingre i. Nyd det nu hjemme i DK. Nyd det. Og vid at hver gang man skyller ud i toilettet, bruger man over en halv spand vand! (Som eksperiment kan man jo tælle, hvor mange gange man skyller ud i løbet af en dag og glæde sig over, at man ikke selv skal slæbe alt det vand frem og tilbage og op og ned!)
Mht. til arbejdet er jeg stadig rigtig glad for det. Det er dejligt at kunne være til gavn for børn, som virkelig trænger til hjælp, og at gå på arbejde og vide, at der er nogen som regner med én. Børnene går meget op i deres skole og det er tydeligt, at de ønsker at være der. De leger, lever og ler. De smiler ikke blot med ansigtet, men med hele kroppen. Det er så fantastisk! Vi hjælper mest i Speciel Class, men også i Playing Class, hos de helt små børn. Sådan nogle små størrelser er jo bare nuser. Og små sorte babyer er nu bare lige lidt dejligere at kigge på. Det er et dejligt givende job, og mon ikke også sådan nogle børn har godt af, at der kommer nogen og holder af dem en gang i mellem? [Bonusinfo: Skønt at få en besked fra Mutti om at hun gerne vil være mormor til en af de små – pas på mor, jeg ender med at tage dig på ordet!!] Vi er også lige begyndt at have specialundervisning med fagligt svage elever. Jeg underviser en seksårig mongol ved navn Rabbia, som ikke en gang kan tælle til tre, samt en lille gut ved navn John. Jeg håber sådan at det lykkes for de kære børn at lære noget, så de ikke skal forlade skolen uden at lære at læse eller skrive sit navn. Hernede lærer man primært ved at sige ting højt i kor efter læreren. Jeg tror bestemt ikke at det er den bedste måde at lære på og desværre bliver lille John og lille Rabbia hurtigt glemt i mængden, fordi de fyrre andre børn i klassen råber højere Mange gange har det strejfet mig hvor heldige vi i Danmark. Tænk sig, vi skal ikke betale (direkte) for at gå i skole, og alligevel er der ikke mere end 28 i hver klasse (her kan der snildt være det dobbelte). Bøgerne får vi, og vi skal heller ikke bekymre os om penge til uniform. Ting som i denne verden ofte har skæbnesvangre konsekvenser fordi alle familier ikke har råd til at sende deres børn i skole. Det er forfærdeligt og resulterer i at mange børn aldrig får en uddannelse. Det er svært at acceptere, men man bliver nød til blot at glæde sig over at så mange dejlige unger på REMI får en uddannelse. Skolens motto hedder forresten; ”Children is gold”. Og det kan den da KUN have ret i!
Nå, det var vist nok for denne gang. Nu vil jeg hoppe i køjen, desværre med lidt hjemve efter en delikat aftensmad bestående af hjemmelavet rugbrød med .. (Kan vi få en trommehvirvel…) vaskeægte SØNDERJYDSK SPEGEPØLSE og Fåborg dåseleverpostej!! Kan man finde noget mere dansk?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar