mandag den 13. december 2010

På besøg hos familien Gideon :)

Det er søndag aften. Klokken er 20 og jeg sidder og flader ud i sengen. Det er lige blevet mørkt og fra køkkenet kan jeg fornemme duften af nybagt rugbrød, som aftensmaden består af. Jeg er træt og veltilpas efter en dejlig weekend. EN RIGTIG NIGERIANSK WEEKEND! To og to har vi boet hos en nigeriansk familie og oplevet hvad det vil sige at leve som dem, i hvert fald den mere velhavende af slagsen. Det er nu meget tankevækkende at vi alle bor på én og samme planet, men alligevel er vores levemåder så ubeskrivelig forskellige.
Maria og jeg har boet hos familien Gideon Daniels. Familien består af et forældrepar, Mrs. Mwada & Mr. Gideon Daniel, samt to børn. Jamima på ti år, som er eneste biologiske datter og meget forkælet. Og Abigale på atten, som er adopteret fra en landsby langt væk. I vores øjne virker hun dog mest som en tjenestepige og al kommunikation med forældrene foregår via ordrer. Som nævnt er familien ret velhavende, så det er nok det tætteste vi har været på dansk standard hernede, selvom stort set alt er forskelligt. For eksempel spiser vi altid på et tæppe på gulvet og vi står op kl. 5.30 for at bede med familien. Derudover tager det en krig at lave morgenmaden, og den laver vi selvfølgelig med hjælp fra Mrs. Mwada.
     Meget af lørdagen gik med at besøge familiens venner og familie i landsbyen. Rigtig hyggelig tur. Efterhånden er vi blevet ret hardcore til at snakke hausa, så det er altid meget populært når vi starter samtalerne på hausa. Efter fire timer havde vi set de første tusind familiebilleder og hver drukket to liter sodavand og to Malteser øl!! Det er vildt uhøfligt at sige nej tak når man bliver budt noget, så der er kun én ting at gøre og det er; ned med det!! På turen mødte vi også en familie, hvis datter hedder Miracle og er spastisklammet i arme og ben. Familien gav udtryk for at de tror at det er en midlertidig sygdom, og at datteren uden tvivl vil komme til at gå en skønne dag. Selvom jeg desværre tror at chancen er minimal, er der absolut ingen grund til at fjerne håbet fra dem. I stedet fortalte vi hende historien om den fortryllede frø som får prinsessen og det halve kongerige. Miraklernes tid er ikke forbi!    
    En af de største udfordringer er helt klart maden. Enten er det så stærkt så man føler der opstår en større ildebrand i kroppen, og ellers har det en konsistens a la snot og stinker værre end Hanstholm havn. I Nigeria er det meget ankerkendt at være fed, og derfor gør de ALT for at fede os op med kager og andre fede sager dagen lang. Jeg fik hurtigt navnet ”Fattibombom” fordi jeg, ifølge dansk ideal, har to cm for meget på sidebenene og Maria fik navnet ”Antislim” (tante tynd). Hehe, så har man da hørt det med! Man skal åbenbart høre sandheden fra børn, fulde folk eller nigerianere!! Derudover gav de os noget drikkelse med moseagtig konsistens som vi skulle drikke. Vi kiggede på hinanden. Det er ikke verdens nemmeste situation at havne i. Manden viste os heldigvis en varedeklaration så vi kunne læse om indholdet. Det viste sig at det er noget man i DK bruger som plantenæring, så planterne nemmere optager solen. AV MIN ARM! Jeg er sikker på at de tusinde sygdomme denne drik eftersigende kunne helbrede, ikke er det værd, når jeg ellers ville opnå en hyggelig forgiftning i mavsen. Pænt nej tak!
     I løbet af weekenden har vi diskuteret en del ting. Det er meget lærerigt og af og til frustrerende, fordi vi langt fra altid forstår hinanden. Bl.a. går de meget op i at stort set alt (skoler, sygehuse osv.) er gratis i Danmark, MEN de forstår til gengæld ikke betydningen af skat. Desuden kan Mr. Gideon og jeg ikke blive enige om, om Manchester United eller Chelsea FC er det bedste fodboldhold, men lad nu det ligge. Det helt store diskussionsemne var religion. De er meget fortørnet over at kristne mennesker i Danmark ikke nødvendigvis går i kirke hver søndag, og at man sagtens kan være kristen selvom man fester, drikker og ryger..  

Som en del af projektet er vi i kirke hver søndag, og det er altid noget af en oplevelse. Religion fylder rigtig meget, næsten alt, i nigerianernes hverdag og der går ikke en dag hvor vi ikke bliver mindet om hvor vigtigt det er at have noget at tro på. Nigeria er et på mange måder fattigt land, men de har en enorm religiøs rigdom, som fylder dem med gejst. De lever og brænder for deres tro, og alle steder vi kommer, bliver vi mødt med; ”God bless you” og ”God will help you”. Mens Danmark er et land, hvor religion er et meget personligt anliggende, gør man i Nigeria meget ud af at udtrykke den offentligt. På flere køretøjer står der ”Power of God”, og selv som ryglæn på hvide plastikstole står der; ”God is everywhere”.
Forleden snakkede jeg med en elev på skolen. Jeg spurgte om han kunne lide at gå i skole, og helt spontant svarede han; ”Jeg er glad for at gå i skole fordi jeg får gode venner og fordi jeg lærer at læse”. Der gik et øjeblik inden han fortsatte: ”Mit største ønske er, at jeg en dag kan læse Biblen selv, og det kan jeg når jeg lærer at læse.” Den sætning snakker vist for sig selv!
    De mest udbredte religioner i Nigeria er islam og kristendom. Overordnet siger man at befolkningen er delt i 50 % kristne, 50 % muslimer og derudover 100 % animister. Animisme vil sige, at de tror at alt i naturen er levende og at naturen indeholder forskellige typer kræfter, energier og ånder. Disse ånder lever overalt i træer, bjerge, sten, jorden og floder.
   Som man sikkert kan regne ud forløber gudstjenesterne her meget anderledes end i Danmark. For det første er kirken altid så propfyldt at man kan gå hen og få hård hud på lårene, fordi man slider dem af hinanden med den trænge plads. Desuden er nigerianere altid klædt i deres fineste tøj og kvinderne har tværet sminkedåsen ud i hele bøtten! De går virkelig meget op i at se godt ud, og derfor har vi selvfølgelig også vores fineste kjoler på hver søndag.
Endnu en forskel er, at gudstjenesterne som regel varer mellem 2-3 timer, men vi har dog også været til nogle på hele 5-6 timer. Det er længe at sidde stille på en bænk i 50 graders varme!! Meget af ceremonien forløber med lov- og gospelsang, hvilket er noget af det fedeste. Så spiller et band bestående af trommer, bas, guitar, keyboard og en sanger. Som regel er det meget godt, men der findes absolut også amatører og man behøver ikke have en tone i livet, for at kunne give et solonummer. Nigerianerne går meget op i musik, og det er ikke som vi kender det. Volumen er skruet op på max, så man, hvis man ser bort fra omgivelserne og teksterne, kunne tro man var tilskuer til en Metallica-koncert. Hvis man er rigtig heldig er der også et par danseindlæg og her er der ingen tvivl om at de ville få et ”sturt, sturt 5-tal”, hvis Etta Camoroun var dommer. Nøj, hvor det altså bare svinger!!
     Som et fast programpunkt hver søndag er der ofring. På vej ind i kirken får man udleveret en kuvert, som man lægger penge i og til sidst danser op til alteret og ”ofrer”. Hvad de mange indsamlede penge går til vides ikke, men de skulle eftersigende gå til kirken. Man har en ide om at man kommer tættere på Gud og Himlen ved at ofre penge.. Jeg ved nu ikke rigtigt hvad jeg skal mene om den sag, men dem om det..
     Som regel taler præsten [læs: råber!!] i over en time, og så beder to tilfældige fra menigheden en bøn. Samtlige nigerianere lærer fra barnsben at bede, så det er ingen sag for dem at stille sig op og bede en bøn på 7-10 minutter. Så kan vi danskere sidde og ryste i bukserne over, hvornår det bliver vores tur. Noget af det vildeste vi har været tilskuere til, var da vi overværede en bibelkonkurrence. Ti kvinder stod på ræd og række, og så havde de alle fået tildelt et sted i Biblen som de skulle citere fra, og så gjaldt det selvfølgelig om at kunne citere mest muligt, FEJLFRIT. Bag dem stod en præst og læste med, for at sikre at ikke et komma blev sagt forkert. Jeg var målløs… Ja, gudstjenesterne er meget anderledes her, og de fleste gange kommer vi ud af kirken med forhøjet blodtryk og sveden løbende ned af ryggen, men altid med fornemmelsen af at have fået en på opleveren!
     Religion gør meget godt for befolkningen, og det fællesskab man har i kirken er utrolig stærkt. Men desværre er religion også en af de væsentligste årsager til at nigerianerne er uenige, hvilket har ført til flere voldelige sammenstød i de senere år. Krige og kampe har kostet en del menneskeliv, fordi muslimer og kristne ikke kan komme til enighed. Desværre er det så slemt, at hvis man antog at en muslim konverterede til kristendommen og begyndte at skilte med det, ville han nok ikke leve mere end 3-4 timer inden andre muslimer ville slå ham ihjel. Det er meget barskt! Vores vært i Abuja, Biskop Benjamin, fortalte også at Muhammedkrisen havde været skyld i at flere tusinder blev slået ihjel i Nigeria. Aldrig har jeg haft så dårlig smag i munden over at være dansker! Så kan vi sagtens være stolte af at Danmark har gjort en stor forskel for kirkerne hernede, og at det var Niels Brønnum der grundlagde LCCN kirken, men resultatet af Muhammedkrisen er en meget sort streg i regningen, hvis man spørger mig. De to trosretninger har meget forskellige opfattelser af lov, pligt og menneskelige rettigheder, og generelt er man aldrig helt trygge ved hinanden. Mange kristne vi omgås kan bl.a. slet ikke forstå hvordan vi kan have tiltro til vores chauffør som er muslim. Så længe man har en så fjendtlig indstilling forstår jeg godt at mange nigerianere ikke opfatter Nigeria som ét land, men som mange små kristne og muslimske stater. Så længe de to befolkningsgrupper altid ser splinten i fjendens øje før bjælken i deres eget, tror jeg aldrig nogensinde der vil blive fred og ro. Men man har jo lov og håbe at de en dag lærer at respektere hinanden som mennesker og ikke blot dømmer ud fra religion. For som vores chauffør så rigtigt siger; ”Det er helt ligegyldigt om man er kristen eller muslim, bare man har en Gud at tro på!”

Dansker besøg, mad på nigeriansk og Oles nye autobil!

Denne weekend har stået i HYGGENS tegn. Fredag var vi inviteret til Mbamba for at besøge Mette & Alex. Udover os kom otte 50+´ere (danskere der bor på Mbamba i to uger og bl.a. er her for at bygge et hus), to tegnsprogstolke der i tre uger underviser i tegnsprog og en stor gruppe danske besøgsrejsende der rejser rundt én måned. Man kan altså roligt sige at der var lagt i ovnen til en god omgang DANSK hygge!! Det er et skørt behov at have, at gruppere sig når man er ude i verden, og bruge tid på at føle sig dansk, men hold op hvor er det dejligt. Og selvom vi ikke kendte hinanden, så var det alligevel som at være i gode venners lag, og som at snakke med mennesker man har kendt hele livet. For vi forstod hinanden fra første øjeblik. Og vi snakkede om hvad der er sært ved Nigeria og hvad der er fantastisk, og om Danmark, fremtidsplaner og livet. Rigtigt dejligt!
    Søndag var en meget højtidelig dag, da Mette skulle indsættes som præst i kirken. Det skulle selvfølgelig fejres med en stor fest for 50-60 gæster. Det kræver sin mand [læs: kvinde] at bespise så mange, og hvad gør man så? Jo, man køber to geder og slagter dem.
Den begivenhed kunne vi selvfølgelig ikke gå glip af, så lørdag var store slagtedag. Heldigvis var det en meget rutineret mand der førte kniven så gederne straks døde, men det ser nu voldsomt ud når dyret ligger der på jorden med halsen skåret halvt op og det fosser ud med blod. Senere skulle gederne svitses over bål, så pelsen brændte væk og så var det tid til det helt store bad. Gederne blev lagt i to store baljer og sæbet ind i Sulfo til den helt store guldmedalje. Meget spøjst og mærkeligt. Først derefter blev de sprættet op, parteret og skåret i småstumper inden de endte som millionbøf i en gryde over bålet.
Puha! Jeg har prøvet at fange fisk og slå dem ihjel med de bare næver, men at se disse geder blive halshugget var næsten for meget for mig. Det er svært ikke at få ondt af de stakkels dyr, selvom jeg egentlig ikke tror de lider mere end danske slagtegrise. Nærmere tværtimod. Nu vi snakker dyrevelfærd og dyretransport, ser vi ofte køer, enorme afrikanske køer med buler i nakken og kæmpelange horn, ligge i bunker med benene bundet sammen på en ladvogn. Og så kører bilerne ellers derudaf på de hullede veje, mens køerne blot ligger og kukkelurer bagpå. Hvis de er for urolige, kan man jo altid binde hovederne fast også. Det ser voldsomt ud, og jeg bliver lige rystet hver gang, der kommer sådan et læs kørende. Man kunne prædike længe om dyrevelfærd, men så kunne man jo også starte med menneskevelfærd.. det i sig selv er en ordentlig mundfuld her i landet!!
    Heldigvis faldt maden i god jord søndag aften og det endte med at blive en super hyggelig havefest. Det var stemningsfyldt at sidde så mange mennesker i en stor cirkel hvor alle kunne se hinanden, under en stjernespækket himmel og med olielamper til at lyse op i mørket.
Det bedste af det hele var, at vi danskere som afslutning sang; ”Dejlig er jorden” foran de øvrige gæster. Den salme har vi sunget rigtig meget i min familie, så den frembringer altid en masse minder for mig og flere af de andre tøser. Det var en næsten tårevældende oplevelse at stå der under åben himmel og synge den så langt væk hjemmefra. Man fristes næsten til at sige halleluja. Det var himmelsk. Og nok til at gøre mig meget lykkelig indeni!

Det der bare skal puttes i munden og det der skal nydes
Der er mange måder hvorpå man kan mærke at man er i et fremmed land. En af dem er mht. madkulturen. I dette tilfælde er den meget anderledes end i Danmark. For eksempel er det meget uhøfligt at dufte til maden inden man smager den, da det betragtes som dyrisk og meget nedværdigende. Derudover er det en meget stor skam hvis en gæst ikke bliver mæt af den serverede mad. Derfor øser værtinden altid op på ens tallerken så snart den er tom, og bliver ved indtil man levner lidt. Endelig har nigerianerne den ”særhed” at de stort set spiser alt mad med fingrene, også slimede sovse og andet ”snask”.
Ikke ét ondt ord om det nigerianske køkken, men det er nu ikke at sammenligne med hverken det franske, det italienske eller for den sags skyld det danske køkken. Og jeg tror jeg kunne gå hen og blive meget, meget slank hvis jeg udelukkende skulle leve af nigeriansk mad i en lang periode. Ikke at nigeriansk mad er specielt sundt, tværtimod er det ofte propfyldt med usunde kulhydrater. Det er nok nærmere min appetit den er gal med. Nej, jeg vil bestemt ikke kalde det en udsøgt fornøjelse at sætte tænderne i maden, men jeg spiser selvfølgelig det der serveres, hvis det er godt nok til nigerianerne er det også godt nok til mig. Men, men, men; Et godt måltid mad [læs: dansk inspireret mad] gør nu meget positivt ved humøret, og det får vi heldigvis de fleste dage i ugen. Tærte og boller længe leve!
Traditionel nigeriansk mad er baseret på produkter som grøntsager og fisk. Mange retter indeholder ris, hvor der hører en bedøvende stærk sovs, suppe eller stuvning til. Desuden er kogt yams (Fu-fu) en yndet spise, hvilket nok bedst kan sammenlignes med en tør dansk kartoffel. Mange nigerianere har ikke råd til kød, men i så fald de har, er kylling en delikatesse. Rigtigt lækkert. Dog kan vi ikke sætte os ind i, hvad der for dem er det bedste, nemlig at gnave kyllingens knogler. Oplukkere er forresten heller ikke noget man bruger, men hvorfor skal man også det når man kan bruge tænderne!? Gad vide hvordan tandlægepriserne ser ud her??
    Noget helt andet og ret morsomt er når der skal købes ind. Det foregår ved at man tager på markedet og prutter om prisen. Her må jeg nok indrømme at Søndergaard-genet kommer op i mig, i hvert fald bliver jeg VIRKELIG stædig når der skal pruttes om priser. Måden at handle på er som det danske skattesystem, hvor de rigeste betaler mest. Sælgerne kan sjovt nok se at vi kommer fra Vesten (hvor man har så mange penge at man ikke aner hvad man skal gøre af dem) så de prøver altid at snyde os. Man kan ofte regne med at skulle prutte sig ned til halvpris for at få en bare nogenlunde fair pris. Her er det så man smækker sit sødeste smil på, klapper sælgeren venligt på skulderen, ryster på hovedet og siger; ”No, no – No bature price (hvid mands pris) – tell me the truth”, og så kan man som regel få varen for en lavere pris. Selvfølgelig vil vi gerne støtte sælgerne med lidt ekstra end normalprisen, men det handler mere om princippet i at det er forkert at snyde os, blot fordi vi er hvide mennesker. Derfor bruger vi også gerne et minut ekstra for at prutte om 100 naira, hvilket svarer til sølle fire danske kroner.
     Mange ting er meget billige, men man kan også støde på ekstremt dyre vare. Bl.a. koster et glas Nutella 40 kroner og 1 kilo cornflakes 80 kroner. Priser helt hen i vejret, som meget tydeligt afspejler at det er importvarer som kun bliver købt af hvide mennesker. Værdien af penge er meget anderledes her. For en ti'er kan man i Danmark købe 100 g slik, en flaske vand, tre æbler, en kuglepen, tre lodder i tombolaen eller en Osvald is. I Nigeria er det anderledes, her kan man købe sig to pakker brød, en halskæde, en cd, fire pakker kiks, 1 kg havregryn eller ti appelsiner. 40 kroner er det samme som 1000 naira, hvilket er værdien af Nigerias største pengeseddel. Dette fortæller lidt om forskellen på penge her og i Danmark, hvor den største pengeseddel er 1000 kroner værd. Det er lige til at få en klump i halsen når man kommer med 1000 naira og føler man kan købe alt, og pludselig indser man hvorfor den fattige mand sulter, hvorfor folk ikke har råd til medicin, hvorfor børn lever på gaden -pludselig forstår jeg hvorfor der er brug for mine 1000 naira - hvorfor der er brug for frivillig hjælp fra os!

Oles nye autobil kør´ i timen otte mil..
Vi tøser er så heldige at have vores egen private minibus og privatchauffør. Jo, jo – fint skal det være! Her i landet ser man utallige biltyper med lige så mange forskellige landeangivelser bagpå. Dog er der flest Hondaer og Toyotaer, da det er de biltyper man nemmest kan skaffe nye reservedele til. Den ene bil er mere rusten og faldefærdig end den anden, og selvom bilerne sælges som nye kan man være sikker på at de for længst har udtjent deres værnepligt i Europa og derefter er kørt til skrot [læs: eksporteret til Afrika!] Vores bus er på størrelse med en lille ti-mandsbus og har kørt med vin i de østrigske alper. Den kan lidt af hvert den bil. Forleden var jeg i hvert fald ved at føde et føl, da nøglen pludselig røg ud mens vi kørte, men dennehersens bil KAN køre uden nøgle - imponerende! Efter nigeriansk standard er der plads til ca. tyve mennesker, en hund og to kufferter, og det er minus de ti procent lystfiskerhistorie. Det er absurd hvor mange de kan proppe i en bil, og jeg synes vi sidder tæt, når vi er ti i bussen. Og så er der vejene. Der er intet system. Ingen vigepligt. Ingen trafikskilte. Ingen afmærkning. Kun store og dybe huller i vejene, da de ikke vedligeholdes. Pga. alt for mange korrupte menneskers dybe lommer, er pengene som skulle være brugt til Nigerias vejnet blevet få og små. Og når regnen i regntiden skyller hen over landet, bliver de mange huller flere og større. På mange strækninger er det nødvendigt at køre slalomkørsel, og så er det besværligt med modgående trafik. Hvis det ikke er for hullerne er det fulanikøer, geder, får, høns eller ænder på vejbanen, som gør at vores kørsel mest af alt minder om Zulu Djævleræs. Efter mørkets frembrud bør man slet ikke køre pga. vejenes tilstand. En af tøserne sagde en dag at vejene er så hullede, at hvis man var gravid og havde mælk i brysterne ville det blive til milkshake på nul komma dut. Den refleksion kan man vist ikke sige meget til – Thi hi!
Udover biler er der utallige motorcykel-taxaer, kaldet choppere. Chaufførerne af disse kører med hovedet under armen, og vi har fået strenge ordrer på ALDRIG at sætte os bag på en. Det er ofte meget god underholdning at se hvilke forskellige kombinationer af ting og personer chopperne er læsset med. Jeg fristes her til at citere min kære mormor; ”Nej, nu har jeg da aldrig set Sveriges kyst så tydeligt”! Det er simpelthen så vildt hvad de finder på; to voksne og tre børn, en voksen og seks skoleelever, to personer og seks (levende!!) geder, to personer og fem får, tre personer og et tv, to personer og en dobbelt-boksmadras. Forleden så vi endda to køre med en 2 meter høj dør på højkant.
Kombinationerne er uendelige, og når man tror man har set alle kombinationer, går der ikke længe før en endnu mere sindssyg en af slagsen kører forbi. Løsninger er der nok af, man skal nok bare lige lede lidt længere som dansker…
Håber I alle har det godt hjemme i det kolde Danmark? Vi har ikke haft internet i en måned uger nu, så jeg længes efter at se om nogen har givet lyd fra sig siden sidst.. Er der noget man længes efter, så er det da sladder og nyheder hjemmefra. Man er lidt isoleret i Nigeria?

lørdag den 6. november 2010

Lille spejl på væggen der, hvem er mon rigest i verden her?

Det er så yndigt at følges ad for to som gerne vil sammen være …. 
Der er nu noget helt særligt over bryllupper. Luften der bobler af kærlighed. To mennesker der elsker hinanden. Glade og bevægede gæster. Kleenex i lange baner. Bedårende kjoler og bryllupskage. ”Vil du tage Safratu som hos dig står til din ægtehustru?” Ja og Amen!
Vi otte volontøser var lørdag inviteret til at være brudepiger til et stort bryllup. I alt var der inviteret 800 gæster og vielsen foregik i katedralen i Jimeta med plads til 6000 mennesker. Godt nok kendte vi stort set ikke bruden, men i Nigeria giver det meget høj status at have hvide mennesker med til sit bryllup. Og kan man oven i købet have hvide brudepiger, har man i den grad skudt papegøjen! I dagens anledning fik vi syet ens flødefarvede kjoler, lavet fletninger i håret og så var vi klar. Da ceremonien begyndte, skulle vi piger danse i en lang række op ad kirkegulvet, efterfulgt af bruden. Og så skulle vi (selvfølgelig) sidde på forreste række så alle kunne se girafferne. ”Hej alle sammen, de hvide er herovre!”
Til vores store overraskelse var der ikke blot ét bryllup, men hele tre!! Lidt af et cirkus, hvis man spørger mig. Indtil halvvejs midt i gudstjenesten var der kun to, men lige inden velsignelsen skulle begynde dukkede der sørensjaskme et tredje par op. Nåe ja, man skal jo også kun giftes én gang i sit liv, så at komme halvanden time for sent betyder vel ikke det store – når det nu bare er denne éne gang!? Det ville være synd at kalde nigerianerne for fortravlede – det er da det eneste de IKKE er! 
Og bedst som man troede at det ikke kunne blive værre, fik præsten lagt hænderne forkert på parrenes hoveder under velsignelsen. Så han fik velsignet gommen fra det ene par sammen med bruden fra et andet. Ja, det kan jo ske for selv den bedste.. host host :S
Selve festen var en noget langtrukken affære og absolut ikke at sammenligne med et dansk bryllup. Maden var meget afrikansk (dvs. to timer forsinket) og desuden helt uspiselig. Derudover bestod halvdelen af festen af dans. Her kunne vi med stor misundelse betragte nigerianerne, som virkelig forstår at bruge deres kroppe. Rigtig afrikansk dans. Her danser man ikke blot for at se godt ud, her danser man, hvad rytmen lige fortæller én man skal. Og så er det jo til rigtig afrikansk musik med masser af rytme. Alt for fedt! Under dansen har nigerianerne en meget spøjs tradition hvor gæsterne skal sætte pengesedler (deres gave) fast i ansigtet på brudeparret. Det forklarer hvorfor parret kunne danse nonstop flere timer i træk. Jeg tror de nød pengestormen en hel del…
Danmark versus Nigeria
Der er lang vej fra Danmark til Nigeria. Ikke blot geografisk og i forhold til temperatur, sprog og duftindtryk, men i den grad også kulturelt. Normer, regler og måden hvorpå man behandler og opfatter hinanden, er meget forskellig fra hvad vi er vant til. 
Det er virkelig spændende at lære en ny kultur og kende, men hvor kan man dog også blive dybt irriteret, når noget er så anderledes, som tilfældet er her. Bl.a. er tiden ikke noget, nigerianerne lader sig kontrollere af, så stort set ALT er forsinket. Hvis man kommer to timer for sent, kommer man stadig til tiden. Tidsopfattelsen er i stor kontrast til den stress vi danskere ofte lægger for dagen. Som det så populært hedder, er det os der har uret, mens afrikanerne har tiden. Et godt eksempel er, når man skal bage. En dansker læser på en opskrift hvornår kagen er færdig, og kommer tilbage når den angivne tid er gået. En afrikaner derimod, tjekker løbende hvornår den er færdig og lader sig ikke kontrollere af en opskrift – eller af tiden!
     En anden væsentlig forskel er måden hvorpå vi som mennesker agerer og relaterer til hinanden. Med den nuværende VK-regering i Danmark vægtes det højt, at vi alle er ”vores egen lykkes smede” og selv har ansvar for at blive til noget og opnå noget. I Nigeria derimod, står man aldrig alene, men er altid (uskrevet) medlem af en gruppe, fx menigheden i den kirke man kommer i eller af lokalsamfundet man bor i. Her gælder parolen; ”En for alle og alle for én”, og overalt fornemmer vi et meget stærkt sammenhold.
     En tredje ting  man lærer her, er at strøm og rindende vand ikke er et selvfølge. NEPA (i stedet for at sige strøm bliver der sagt NEPA, det nationale elektricitetsselskab) kommer og går uden noget system. Derfor har det meget sigende fået sloganet: Never Expekt Power Always. Man må være særdeles kreativ, når man skal lave noget i mørket, for når det er mørkt i Afrika, så er det virkelig mørkt! Allerede kl. 17 sænker mørkt sig og efter kl. 20-21 er det bullermørkt, så her opholder man sig helst ikke ude. Både fordi malariamyggene stikker efter mørkets frembrud, men også fordi det generelt er usikkert at opholde sig ude efter kl. 20-21. Fra da af er det kun ubehagelige og utroværdige typer der befinder sig udenfor. Derfor er politiet i gaderne og står med store AK - 47 maskinpistoler, som de IKKE er bange for at bruge hvis de synes nogen virker mistænksomme. Det betyder også at vi altid bliver bedt om at holde ind til siden når vi er ude og køre om aftenen, så politiet kan tjekke om alt er som det skal være. Kan I forestille jer at blive stoppet (uden grund) på en hyggelig køretur en sommeraften i Århus? Nej… vel?
Selvom der er utallige forskelle, kan man efter to måneder gå hen og glemme at man opholder sig så langt væk fra de vante omgivelser. Med tiden bliver mange ting jo naturlige og blot en del af ens hverdag. Nedenunder har jeg lavet en lille liste over pudsige ting vi oplever, som dog ALDRIG bliver hverdag for mig:
Du bliver mindet om at du befinder dig i Nigeria: 
-  Når du sidder på toilettet, og strømmen går, så du må gøre dig færdig i mørke?
- Når alm shampoo koster over 50 kr., fordi det kun er rige hvide mennesker der bruger den slags?
-  Når du deler lejlighed med et par insektspisende gekkoer på væggene. Måske synes de også 
   maden er lidt kedelig? Nåe ja, og så er der jo kakerlakkerne og de behårede edderkopper – AD!
-  Når du må hente vand i brønden eller købe dunke af en vandbærer du har fundet i landsbyen.
-  Når det lykkes dig at tælle tusind motorcykler på en halv times køretur!
- Når næsten alle du omgås og møder har store ar i ansigtet, som viser hvilken stamme de tilhører. 
-  Når den lokale regering laver en boulevard med to spor i hver retning, adskilt af et helleanlæg, 
   og folk stadig kører i hver retning i begge spor?
-  Når du vil købe en kost, og får stukket en bunke kviste i hånden, fordi kun dovne 
   mennesker bruger koste med skaft?
- Når man går ind og spørger på politistationen efter et kørekort? Og ka købe det med det samme.
-  Når det mest brugte byggemateriale i byen er blikplader?
-  Når du kan løbe en tur tidlig morgen, og se disen forsvinde i det mest
fantastiske landskab?
-  Når alle du møder, spørger om du har det godt i landet og om hvordan din dag har været. Og  
   derefter står og ryster din hånd i et minuts tid af ren begejstring?
-  Når du uden videre kan hilse på fremmede mennesker på gaden – og ikke bare fordi man er  
   hvid, men fordi tonen mellem mennesker her bare er bedre?
-  Når du tager bad i en spand – og igen føler dig beskidt og svedig efter fem minutter.
-  Når de fleste toiletter blot er et hul i jorden og intet wc-papir har, fordi folk ikke gider tørre sig.
-  Når man er nød til at købe et stuetermometer der er beregnet til en sauna, fordi almindelige 
   termometre springer når temperaturen af og til overstiger 50 grader!!!
Det er super fedt at få lov at opleve og være en del af denne del af verden, men jeg har ofte tænkt på, hvor heldig jeg er at bo i Danmark. Jeg nyder mit ophold fuldt ud, men er glad for at tænke på, at jeg om ca. én måned igen kan sidde i Danmark, hvor der er trygt og godt, og hvor vi har et velfærdssystem. 
Tit har jeg spurgt mig selv hvorfor jeg er rejst til Nigeria som volontør. Og oftest kommer jeg frem til, at det er fordi jeg gerne vil gøre en forskel og give en hjælpende hånd til et land, som virkelig har brug for det.. Fint nok, men så siger jeg vel indirekte, at landet Nigeria og dets samfund og regering, ikke er godt nok som det er. Hånden på hjertet, så vil jeg lyve, hvis jeg ikke mener at Nigeria kan lære meget af Danmark – MEN, det går så sandelig også den anden vej. For hver dag der går, bliver min rygsæk af oplevelser og erfaringer tungere og tungere. En rygsæk som jeg skal gøre mit bedste for at bære hjem og dele ud af i Danmark. Efterhånden er den blevet så tung, at jeg ikke ved om det er Nigeria som lærer mest af mig, eller om det er omvendt! 
Et spørgsmål vi har diskuteret meget er, om vestlig standard altid er bedre end nigeriansk standard?? Selvom vi helst ikke vil indrømme det, tror jeg vi er slemme til at komme med den indstilling, at alt som ikke er af dansk eller vestlig standard, ikke er godt nok. Lad mig komme med et eksempel: Når vi ser en familie sidde og spise på gulvet tænker vi; ”Hvor er det dog mærkeligt at de sidder på gulvet og spiser!” Eller ”Hvor er det synd de ikke har stole at sidde på!” Men hvorfor så egentlig det? Når de nu har været vant til at sidde på gulvet og spise hele deres liv, og tilmed været tilfredse med det – hvorfor er det så synd, blot fordi vi ikke kan forestille os at spise på gulvet? Eller et andet eksempel er når vi synes at huse ikke er færdiggjorte fordi der er store tilfældige klatter cement hist og her på væggene. Hvorfor kalder vi det så halvfærdigt, blot fordi vi ikke kan affinde os med det i vort eget hjem? 
Som afrunding på dette, tror jeg det er meget vigtigt at huske på, at vi ikke som en selvfølge kan sætte os selv forrest, blot fordi vi har penge mellem hænderne. I virkeligheden tror jeg slet ikke vi så meget rigere, som vi går og tror. Økonomisk og materielt jo, men jeg vil nu mene at nigerianernes livsglæde, taknemmelighed og evne til at leve i nuet, gør dem mindst lige så rige som os, hvis ikke mere. I flyet på vej herned talte vi med en skotte, som arbejdede for BBC og skulle lave en udsendelse om Nigeria. Han sagde at Nigerias vigtigste ressource helt sikkert er befolkningen. Jeg ved ikke med jer, men den sætning fik mig pludselig til at føle mig meget fattig - og knap så stolt over at kunne prale af Danmarks pt. måske vigtigste ressource; mode. Jeg har nu efter to måneder i Nigeria, lært at Afrika ikke blot er et stort kontinent med fattige mennesker og halvfærdige løsninger; men et kontinent som vi kan lære uendeligt meget af!!

fredag den 29. oktober 2010

Ole Bole gik i skole!

50-49-48-halvvejs! Så nåede vi midten af denne eventyrlige rejse og der er nu præcis fyrre dage til at jeg igen sætter mine ben på dansk grund. Det går pludselig op for en, at tiden er fløjet af sted, og at den sidste tid skal nydes fuldt ud! Det mest utrolige er, at vi stadigvæk får nye oplevelser hver eneste dag og at vi uden at tænke over det, lige så stille er blevet en del af den nigerianske kultur. Ting som at hente vand fra brønden, at undvære strøm og at hælde en halv spand vand i toilettet for at skylde ud, er efterhånden blevet hverdag. Sådan er det med så meget. Da jeg forleden sad i bussen tænke jeg også på at nu lægger jeg ikke helt så meget mærke til afrikanerne og alt det som er så anderledes. Ikke at jeg ikke konstant bliver overrasket, for det gør jeg, men det er på en anden måde. Bl.a. vil jeg nok aldrig kunne forstå nigerianernes medfødte talent for at bære kæmpe spande med vand, sammenfoldede madrasser og appelsiner stablet i pyramider (hvordan de ikke vælter ud over det hele er mig en gåde?) på deres små hoveder. Det ser SÅ simpelt ud, men er så svært!




Livet i Yola går ganske fremragende. Vi har det alle godt. I aften er det søndag og dermed kan den kvikke læser regne ud at det i morgen er ….mandag, hvilket betyder at de dejlige unger kommer i skole! Nej, hvor jeg dog glæder mig til at se dem. Sagen er nemlig den, at jeg i hele sidste uge var sengeliggende, og dermed ikke på arbejde. Efter at have været sløj et par dage med høj feber, måtte jeg en tur til lægen for at få taget en blodprøve. I venteværelset sad folk på rad og række, men som hvid kunne jeg (og Line og Mette som var med) gå direkte ind til lægen (rart i situationen, men man får nu alligevel en dårlig smag i munden af det!). Inde i lokalet blev vi meget akavet og ufrivillig en del af en konsultation, hvor en meget ulykkelig kvinde fik udleveret en graviditetstest – privatlivet længe leve, siger jeg bare! Da det så blev min tur fandt laboranten en kanyle, samt vat og sprit frem. Og idet han ville spritte min arm, ringede hans kone, så hvorfor ikke tage en lille hyggesnak i dagens anledning? Fint med mig, MEN da han så lagde an til at stikke samtidig, måtte jeg lige minde om at jeg havde mere end RIGELIG tid til at vente på, at han og konen fik aftalt hvem der køber kartofler og hvem der henter unger. Lidt skør oplevelse, men et meget godt billede af Nigeria – landet hvor man ikke forhaster sig og hvor sloganet er; ”Tålmodighed er verdens medicin!”



Nå, men det korte af det lange er, at jeg får besked om at jeg er blevet indehaver af en omgang malaria!! Pyha, hvor heldig har man lov at være! ØØØV! Med en-to procents risiko for at få det, føler man sig virkelig unik, når man hver dag flittigt spiser sin malariapille og sover under myggenet, og ALLIGEVEL er så umådelig heldig.. kunne jeg da bare have vundet fjorten millioner i Lotto i stedet!?

….. Nu, fire dage på langs og 4 * 17 piller efter, skulle den malaria meget gerne være datid og så satser jeg på at det var en én-gangs-forestilling. At være syg i en uge her er i hvert fald at være syg i én uge for meget. Punktum.



Heldigvis har det været tid til lidt opmuntring siden. Fredag var vi på kanotur langs Benue floden. En rigtig flot og meget tilpas gyngende tur. Dog kunne det nu have været sjovt med en lille kæntring, men det bør turen desværre ikke på. Om aftenen spiste vi pizza og hyggede hos Mette og Alex med film og fredagssnolder, super hyggeligt! Lørdag kørte vi til byen Numan, som ligger en times tid fra Yola. Her var vi rundt og se en del historiske steder, som den første kirke og stedet hvor Niels Brønnum sejlede til. Desuden besøgte vi ærkebiskoppen og hans færøske kone, samt otte ældre danskere som er i Nigeria en måned for at bygge nogle huse op osv. Alt i alt en rigtig hyggelig weekend!



Ole Bole gik i skole! Jeg har vist aldrig fået fortalt jer om, hvad jeg går og laver når jeg ikke er på REMI. To gange om ugen, tirsdag og torsdag, tager vi på LCCN Yola First school og underviser i sport, engelsk, billedkunst og matematik. Astrid og jeg er matematiklærere i secondary 2 og 3, hvilket svarer til 8. og 9. klasse i Danmark. Første dag udleverede vi en test for at vurdere elevernes niveau. Dagen inden havde vi besøgt skolen og fået lov at tage et kig i nogle hæfter, og her fik vi til vores store overraskelse, næsen i meget avanceret matematik, ikke langt fra niveauet på danske gymnasier. Derfor var vi mildest talt glade for at kunne nå at hæve niveauet i testen en hel del … det skulle vi så ALDRIG have gjort! Det viste sig nemlig at eleverne knap nok kunne løse minusstykker. Jeg var rystet helt ind til grundvolden!

For at skære det ud i pap, er eleverne ikke vant til at tænke selv. Forleden havde jeg en pige ved tavlen som skulle udregne 36 * 89. Da hun skulle regne 6 * 9 begyndte hun at sætte 54 streger på tavlen, for derefter at tælle dem én for én. Det tog hende et kvarter at regne stykket ud. Jeg siger bare halleluja for at hun ikke fik et regnestykke med tusinder - så var vi da aldrig kommet hjem den dag!

Det kan være ret frustrerende at undervise i klasser hvor man føler man løber panden imod en mur, når man underviser dem. Også selvom man gør sit bedste for at bære over med det lave niveau. Eleverne er jo vant til at læreren skriver noget på tavlen, som de skriver af, så det ser ud som om de er dygtige, selvom de i virkeligheden ikke lærer noget som helst. Det er svært at acceptere at den slags metoder stadig bliver brugt, men nogle skoler har ganske enkelt ikke ressourcer eller kompetencer til andet. Og med op til halvtreds elever i et klasseværelse af halv dansk størrelse, er der ikke noget at sige til at man har måttet finde på alternative metoder for at prøve at lære fra sig. Her får jeg lyst til at indsætte et citat af Kirkegaard, som jeg synes er meget rammende; ”At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe den anden. For i sandhed at kunne hjælpe den anden, må jeg forstå mere end han – men vel først og fremmest forstå det han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min merforståen ham slet ikke […]”

Kort sagt vil jeg aldrig kunne lære eleverne noget uden først at sætte mig ind i deres sted, og starte lige præcis der hvor de er. Og så må jeg lægge mine til tider alt for høje forventninger på hylden.

For nogle uger siden havde vi endnu en pudsig oplevelse. Vi gav fire piger på tyve år en globus og bad dem finde Afrika. Jeg kunne lige så godt have bedt dem om at pege på Nors, det havde ikke været mere vanskeligt. De anede ganske enkelt ikke hvor de skulle kigge og de måtte gennemsøge både Europa, Rusland, Australien og Afrika inden de fandt Nigeria. Endnu en gang var jeg tæt på at tabe underkæben, men hvor skal de også vide det fra, når de sandsynligvis aldrig har set et verdenskort før.

Det er efter sådan nogle oplevelser man tænker; ”sagde du lige det?” og man føler at alt er håbløst. Men ja, - så er det bare på med arbejdshandsken for frk. Madsen og frk. Søndergaard, så de kære elever kan lære noget herligt matematik og lære hvordan verden udenom Afrika ser ud. Det er en stor mundfuld, men kan man fange nogle stykker, eller tænde gnisten i bare én persons øjne, så har man også gjort en forskel. Måske ikke i dag, måske ikke om en uge, men om to eller ti år. Og det er da også værd at tage med – hvem ved om netop den person bliver Nigerias kommende præsident? :)

Nu i skrivende stund er klokken blevet mange. Tiden går alt for hurtigt. Jeg elsker at leve. Bagefter går jeg i seng. Det er for sent, jeg ved det godt. Skal jo op igen i morgen. Til en ny dag. Nu skal jeg have sat myggenettet rigtig godt fast under madrassen, inden jeg går i seng, så malaria-myggen-Mikkelsen bliver væk. Må man be´ om lidt medfølelse tak! :)

lørdag den 16. oktober 2010

”Can you merry my father because we are alone?”

Vækkeuret larmer kl. 06.00 og jeg springer ud af sengen for at løbe en tur. Det er skønt at være oppe og opleve hvordan disen langsomt letter, og det nigerianske samfund kigger frem fra dynen til en ny dag. Alle folk hilser og kigger som har de aldrig set noget lignende. Her er holdningen til motion vist at det er unødvendig pjat og at man må være skrupskør for at udsætte dig selv for den slags tortur.
Tilbage på skolen står en lille dreng midt i skolegården. Mutters alene, med tårer trillede i ellevetaller ned af kinderne. Johnjohn er blot tre år gammel og er blevet afleveret halvanden time før skolen starter, sikkert pga. forældre som går mere op i karriere end deres barn. Øjnene på den lille bassemand tigger efter at få en krammer og lidt kærlig omsorg – og dét behøver han ikke vente længe på! Man kan vist ikke ønske sig en bedre start på morgenen, end at sidde med så lille en gut i armene, nynne en sang som jeg selv fik sunget som barn, så han falder i søvn i mine arme. Denne morgen vil jeg sent glemme.
Jeg har fået mange spørgsmål fra nysgerrige sjæle om hvordan det mon går med at tåle solen. (Og det er jo et meget interessant spørgsmål når man hedder Mette Søndergaard, og er typen der får soleksem og solstik blot ved at tænke på solen!!) Jeg kan dog berolige med, at det går forbløffende godt, selvom Nigeria er hot, hot, hot! Solen står højt på himlen stort set hele dagen, hvilket betyder at vi danskere sveder 24-7. Det er ret vildt, samtidig med at eleverne her begynder at komme i skole i store striktrøjer og med huer og sokker på - for det er jo efterår og man skal passe på ikke at blive forkølet!! Forleden da playingclass var på legepladsen, bad skolelederen os om at tage dem ind, for det var ALT for koldt for de små at være udenfor (jeg vil skyde på at temperaturen var omkring 30-32 grader!) Det er skrupskørt at der er så stor forskel på os mennesker og vores hud. Også med hensyn til skønhedsidealer. Nigerianerne ønsker at blive lysere, og smører sig ind i diverse cremer fordi de tror deres hud bliver lysere, mens vi skøre danskere ligger og slikker sol for at få mørkere hud. Ja, nigerianerne har ikke den store forståelse for foretagendet. Men dem om det. Det er nu rart med lidt solskin!
Weekenden bød på en trekkingtur til ”De tre søstres bjerge”. Som den kvikke læser kan regne ud, er det tre bjerge i forskellige størrelser. Målet var selvfølgelig storesøsterbjerget, men da vi stod og betragtede det enorme bjerg, løb en rislen nedad ryggen af os – vi vidste det var stort, men ikke så stort! Det skulle også vise sig at lillesøster var en tilpas udfordring. Stoltheden vi følte, da vi stod på toppen, var i hvert fald stor. Og den blev endnu større, da vi igen stod på jorden og betragtede det kæmpe bjerg! Udsigten var fantastisk og at stå der og kigge rundt på den ’vilde’ og frodige savanne, med en landsby hist og her var helt ubeskriveligt. Det gav et stort sug i mavsen, og at Thor så valgte at svinge sin kæmpe hammer netop som vi skulle begynde på nedstigningen, så det lynede, tordnede og stod ned i lårfede stråler, gjorde kun oplevelsen endnu vildere og uforglemmelig. Nigeria viser sig hele tiden at udvide sig til det større og mere fantastiske!
Her på REMI compounden bor vi overfor skolens opstarter, Mrs. Bongi, skolelederen og et par lærere. Hos Mrs. Bongi bor også et lille pige på ni år ved navn Marian. Hun er sød til at hjælpe os og kommer ofte på besøg. Forleden hjalp jeg hende med matematik, og pludselig ud af det blå kigger hun meget stift på mig og siger på gebrokken engelsk; ”Jeg ville nu ønske at jeg var hvid som dig, Mette! Hvorfor dog det, spurgte jeg hende? Jo, for du smiler hele tiden!”. Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at løfte på smilebåndet, af hendes pludselige indskydelse midt i procentstykkerne, men jeg skyndte mig da også at fortælle hende, at vi hvide ikke er perfekte mennesker som rigtig mange nigerianere ser os som. Godt nok er vi forskellige, men det er meget uheldigt at sætte vi hvide mennesker i første række, og tænke at vi er mere værd end dem. [Bonusinfo: Det skal dog lige tilføjes, at det bestemt ikke er fordi at Janteloven findes her. Nigerianerne er bestemt ikke blege for at råbe højt om deres “store” bedrifter og succes!] Jeg er sikker på at en blanding af nigeriansk “Se mig” og dansk “Det er da ikke noget særligt”-opfattelsen, ville være en meget fin kombination. Generelt kan vi vist lære meget af hinanden!
At vi er meget anderledes og ”lyser op” her, bliver vi mindet om hver dag. Udover at vi altid kan springe køen over, få de bedste pladser og bliver behandlet som prinsesser de steder vi kommer, er der mange ting som tydeligt viser afrikanernes syn på hvide mennesker. Bl.a. har jeg bemærket, at der på samtlige medicinpakker er hvide mennesker. Og det er altså ikke fordi medicinen er produceret udenfor Afrika. Vi har også hørt en sjov historie, som jeg gerne vil dele med jer: En dansk missionær kunne ikke forstå hvorfor hans tandbørster blev slidt i løbet af ingen tid. Han fandt så ud af at husets nigerianske rengøringsassistent også var flittig bruger af tandbørsten. Nigerianeren havde set missionæren børste tænder, og så måtte det jo være det rigtige at gøre. For det er ikke hvad fadder gør, men hvad de hvide gør, der er det rigtige!!
Overalt bliver der råbt; ”Bature, bature” efter os (hvid mand på hausa), og man har følelsen af at hele gaden kigger pga. ens hudfarve. (Der er slet ikke noget at sige til at kendte gør alt for at være anonym i gadebilledet!) Mænd holder ofte ind til siden eller sætter farten helt ned når vi kommer gående i vejkanten, og råber: ”Woman,. I like you.. Are you married?” osv. osv.. Det kan godt være at en tur på et dansk diskotek giver anledning til blikke – men danske fyre; ”gå hjem og vug”- ALDRIG før har vi følt os så attraktive! Høhø J Ja, det ville være synd at anklage nigerianske mænd for at være tilbageholdne og uden gå-på-mod! Vi har nu været her halvanden måned, og udover at en mand har været på knæ for mig, spurgte et barn forleden: ”Can you merry my father because we are alone?” – Det var lige til at få ondt i hjertet af! Efter nigerianske mening, er jeg helt ude at skide alene af den grund, at jeg endnu ikke har fundet mig en mand, som jeg vil giftes med. Jeg synes nu ikke det er så slemt. Og ingen behøver være nervøse for at jeg ikke vender hjem til Danmark, men gifter mig her og får ti unger. Nej, jeg skal nu hverken have mig en mand som ikke kan lave mad og ikke er vant til at sætte sine ben i et køkken, eller have ti børn som traditionen er her. Men derfor er det nu meget fedt at spare 20-50 naira på tomaterne på markedet, ved blot at smile lidt ekstra. Eller at vinke og smile til grænsekontrollen og derved komme gratis forbi, mens andre skal betale ;P – Ja, det lyder måske lidt forkert, men hav i mente at vi ellers ALTID betaler to gange normal pris når vi handler, fordi de tror at pengene hænger på træerne i Vesten og at vi ikke aner hvad vi skal stille op med dem.

Når man bor og lever i et så anderledes land i en periode, så gør man sig en hel del tanker. Det er ikke altid let at blive mødt af mænd som er klar til at gå fra kone og børn for at få en hvid kone, og dermed en billet til Europa. Eller at møde folk der siger: ”Jeg ville ønske at jeg var hvid som dig, så jeg også kunne leve et lykkeligt liv”. Et lykkeligt liv!? Hvad er egentligt et lykkeligt liv? Er vi danskere mon mere lykkelige fordi vi har større materiel rigdom end folk i Nigeria? Og hvad er rigdom forresten? Er det at have en fed bil i garagen, et indbringende job og et hus på Strandvejen? Eller er man også rig når man hver dag står op og er taknemmelig over det man nu en gang har, om det så kun lige akkurat er nok til, at familien kan gå mætte i seng fem ud af syv dage i ugen? Det er værd at overveje når man bor i et land som Danmark…..

onsdag den 6. oktober 2010

Sønderjydsk spegepølse og leverpostej på dåse!

Godaften Danmark! Nu er det vist blevet tid til en opdatering! Her i hytten er det efterhånden blevet hverdag, men vi keder os ikke. Vi har det rigtig godt og der sker hele tiden noget. Har vi en eftermiddag, hvor der ikke er program på nyder vi solen, læser, skriver dagbog eller tager på markedet og prutter om prisen. Altid er der noget at tage sig til og der er stadig så meget at lære og forstå.

Det er i dag søndag og vi har netop overstået den ugentlige rengøring. Jeg sidder og flader ud i sengen og tænker tilbage på en vidunderlig weekend med solskin, udflugt til Kiri Dam og så selvfølgelig kirke. Fredag d. 1. oktober var 50-års dagen for Nigerias selvstændig og det skulle selvfølgelig fejres på bedste nigerianske manér. Vi tog derfor ind til en stor plads i Jimeta hvor tusindvis af mennesker var samlet. Det mindede mest af alt om åbningscermonien til OL pga. en lang indgangsmarch og derefter tale af byens biskop. Det var nu meget sjovt at overvære. Nigerianerne var tilsyneladende stolte over at have Batures (hvide mennesker med), så vi fik lov til at komme allerforrest i rækken af mennesker, ganske imod vores vilje. Og så skulle alle have taget billede sammen med os og røre vores hud. En overgang kunne det næsten føles som om vi var større attraktion end selve marchen. Lige meget hvor usynlig og anonym man end ønsker at være som hvid her I Nigeria, kan det bare ikke lade sig gøre. Jeg begynder at kunne sætte mig ind i hvordan det er at være prinsesse Mary og Marie - LAD DEM NU BARE VÆRE I FRED, DANMARK!! J

Fredag eftermiddag stod i fodboldens tegn. Der var lagt op til et brag af en turnering mellem Chelsea, Arsenal, The Eagles og The Lions. Fire hold med hver tolv spillere inkl. to svedende og pustende danskere. Chelsea, med Line og jeg (aka. stjernen Drogba) mødte i første kamp Arsenal. Resultatet endte 0-0, (selvfølgelig kun fordi vi havde modvind kampen igennem :P). Men så skyder man jo bare tre bolde ud af tre i kassen og går dermed videre til den store og ALTAFGØRENDE finale! …. Fløjten lyder og kampen er skudt i gang! På spil er tolv FC Midtjylland trøjer, så der bliver virkelig gået til makronerne. Jeg må tage hatten af for nigerianerne. Selv de allerdygtigste danske fodboldtalenter blegner jo ved siden at disse stjerner. Afrikanerne er banelængder foran os i fodbold, sådan er det bare. Gå hjem og vug Agger og Bendtner! Da fløjten lyder viser tavlen 2-2 og finalen skal afgøres ved en nervepirrende straffesparkskonkurrence, med undertegnede som sidste og altafgørende skytte. Indlevelsesevnen fejler intet, bolden skal i kassen, koste hvad det vil. Tilløbet tages, jord og himmel står i ét, alle holder vejret…. MÅÅÅÅÅÅL! Pyha, jeg takker Nors Boldklub for at have lært mig en ganske udmærket sparketeknik. Det mål vil gå over i verdenshistorien som et umådelig lækkert spark helt oppe i krydset J

Lørdag var vi tidligt oppe for at tage til Kiri Dam, et smukt sted med en stor dæmning og med muligheden for at se flodheste. Køreturen dertil var dybt fascinerende og jeg mærkede dårligt nok, at tiden gik, for der var så meget at se på, uanset hvor man rettede sit ansigt. Flotte bakkede landskaber og fantastisk natur. Runde lerhytter, og folk der var ude for at passe deres marker og kvæg. Farvestrålende fugle og blomster i alle regnbuens farver… DESVÆRRE, fik vi aldrig set flodheste, men ifølge en lokal røverhistorie flygter de når de ser kameralinser, så vi må være mere forsigtige næste gang. Noget af det sjoveste var at vi mødte mennesker som aldrig før havde set hvide mennesker. De var enormt bange for os og troede at vi var spøgelser. Hvad giver I, spøgelser!? Meget surrealistisk oplevelse! Atter engang slog det os, hvor langt væk hjemmefra vi i grunden er. Hvor var det bare sjovt! Smiler, når jeg tænker på deres skræmte ansigter. Jeg håber bare ikke at nogle bliver syge i den nærmeste fremtid, for så er jeg bange for at de vil tro at vi har forhekset dem, og det ville være en meget sørgelig misforståelse.
   
Jeg beklager meget at dette blogindlægget bliver lidt en rodet affære, men det er svært altid at finde en rød tråd i de mange ting vi oplever. Og det ville være så ærgerligt at undlade noget, så her kommer en lille gyserhistorie som er to uger gammel: Det er en mørk og stormfuld aften.. Vi Remi-tøser er på besøg på Mbamba. Vi sidder og (u)hygger os i sofaen, da én pludselig skriger, at noget klamt har rørt hendes fod! Med lynets hast springer vi alle op i sofaen og på bordet. Midt i stuen har vi fået besøg af en …s-l-a-n-g-e!! FY FØJ DA, FOR EN KLAM KAMMERAT! Godt nok er den kun 30 cm lang og tynd, men dens pludselige ankomst er nu alligevel meget upassende. Kære farmand, lige der savnede jeg dig godt nok hel´ tovli´ J Det er så dejligt befriende at råbe; ”Faa-ar” og vide at hjælpen er nær når edderkopperne har liiidt for mange ben og liiidt for stor en krop. Men, nej – der manglede vi en mand i huset. Hvad gør man så? Man ringer selvfølgelig til nabomanden Alex, og sammen får vi fanget bæstet og slået det ihjel. Puha, en crazy oplevelse. Vi siger tak til slangen for ikke at have bidt os, og tak til Ham den store foroven for at passe på os!

Jeg må vel også hellere fortælle lidt om livet her på Remi. Vi har det stadig rigtig godt i vores hønsegård, selvom det godt kan være sin sag at leve som nigerianer. Manden i huset hedder ”RAMBO” og er et ganske fremragende insektmiddel mod alt kryb og kravl. Meget effektivt, jeg håber bare ikke at den også fjerne alle de søde gekkoer og firben vi deler husleje med. Vi er ved at vende os til at strøm kommer og går lige så ofte som der er forsinkelser på DSB-togene i Danmark og at der skal hentes vand i brønden før man kan få et bad eller vand at vaske fingre i. Nyd det nu hjemme i DK. Nyd det. Og vid at hver gang man skyller ud i toilettet, bruger man over en halv spand vand! (Som eksperiment kan man jo tælle, hvor mange gange man skyller ud i løbet af en dag og glæde sig over, at man ikke selv skal slæbe alt det vand frem og tilbage og op og ned!)
Mht. til arbejdet er jeg stadig rigtig glad for det. Det er dejligt at kunne være til gavn for børn, som virkelig trænger til hjælp, og at gå på arbejde og vide, at der er nogen som regner med én. Børnene går meget op i deres skole og det er tydeligt, at de ønsker at være der. De leger, lever og ler. De smiler ikke blot med ansigtet, men med hele kroppen. Det er så fantastisk! Vi hjælper mest i Speciel Class, men også i Playing Class, hos de helt små børn. Sådan nogle små størrelser er jo bare nuser. Og små sorte babyer er nu bare lige lidt dejligere at kigge på. Det er et dejligt givende job, og mon ikke også sådan nogle børn har godt af, at der kommer nogen og holder af dem en gang i mellem? [Bonusinfo: Skønt at få en besked fra Mutti om at hun gerne vil være mormor til en af de små – pas på mor, jeg ender med at tage dig på ordet!!] Vi er også lige begyndt at have specialundervisning med fagligt svage elever. Jeg underviser en seksårig mongol ved navn Rabbia, som ikke en gang kan tælle til tre, samt en lille gut ved navn John. Jeg håber sådan at det lykkes for de kære børn at lære noget, så de ikke skal forlade skolen uden at lære at læse eller skrive sit navn. Hernede lærer man primært ved at sige ting højt i kor efter læreren. Jeg tror bestemt ikke at det er den bedste måde at lære på og desværre bliver lille John og lille Rabbia hurtigt glemt i mængden, fordi de fyrre andre børn i klassen råber højere Mange gange har det strejfet mig hvor heldige vi i Danmark. Tænk sig, vi skal ikke betale (direkte) for at gå i skole, og alligevel er der ikke mere end 28 i hver klasse (her kan der snildt være det dobbelte). Bøgerne får vi, og vi skal heller ikke bekymre os om penge til uniform. Ting som i denne verden ofte har skæbnesvangre konsekvenser fordi alle familier ikke har råd til at sende deres børn i skole. Det er forfærdeligt og resulterer i at mange børn aldrig får en uddannelse. Det er svært at acceptere, men man bliver nød til blot at glæde sig over at så mange dejlige unger på REMI får en uddannelse. Skolens motto hedder forresten; ”Children is gold”. Og det kan den da KUN have ret i!

Nå, det var vist nok for denne gang. Nu vil jeg hoppe i køjen, desværre med lidt hjemve efter en delikat aftensmad bestående af hjemmelavet rugbrød med .. (Kan vi få en trommehvirvel…) vaskeægte SØNDERJYDSK SPEGEPØLSE og Fåborg dåseleverpostej!! Kan man finde noget mere dansk? For syvtan det var go´e sager!!!

fredag den 24. september 2010

Batures og den sorte skole!

Efter fem meget begivenhedsrige dage i Abuja fløj vi til Yola, hvor vi skal være indtil december. Oprindeligt var det planen at vi skulle på safaritur og derefter køre to dage i bil for at nå frem, men der var sluppet over syvhundrede fanger løs i en by i nærheden, så vi besluttede at udskyde safarituren og i stedet flyve.
I Yola blev vi modtaget af et dansk missionær par, Mette og Alex, og vi blev indkvarteret i et stort hus på Mbamba (en compound hvor der ligger en præsteskole med ca. 100 studerende med familier og en secondary-kostskole med 400-500 elever.)
Her har vi boet i fem dage og lært mange lokale at kende. Ikke mindst børn som konstant er hængende omkring huset, da nye Batures (Hausa for ”hvid mand/kvinde”) er et yndet udflugsmål. Desuden har vi alle fået syet flotte afrikanske kjoler i alle regnbuens farver. Det er nu meget rart at føle sig lidt fin en gang imellem, når man ellers er vant til at svede 24-7. Fine var vi for resten også lørdag hvor vi var inviteret til poolparty på ABTI Club, et sted med en lækker pool og jacuzzi, som hører til et amerikansk universitet i byen. Kort sagt; Paradis på nigeriansk! Det er kun de allerrigeste der kommer der, hvilket i høj grad vil sige hvide mennesker. Det var rigtigt spændende at snakke med folk fra mange andre nationaliteter og så gjorde det nu heller ikke noget at menuen stod på helstegt pattegris -mums! Ja - Man kan roligt sige at vi nyder livet og den skønne stemning, når man går rundt i de frodige omgivelser (det er regntid), og alle stopper op for at snakke og sige velkommen. Dyrelivet er rigt og når man ligger i sengen og vil sove føler man at man ligger midt ude i junglen. Lige uden for vinduet (som ikke har en rude, men kun et myggenet med gitter foran) er der papegøjer og andre eksotiske dyr. Det betyder også at Line og jeg havde æren af at sove sammen med en rød frø med store gule øjne den første nat. Den nat sov jeg med det ene øje åbent!

Nu er vi så langt om længe flyttet ind i vores hus på REMI. Vi bor fem tøser, et par gekkoer, firben og en hulens masse edderkopper i et hus på størrelse med et musehul. Det er utrolig småt, men også enormt hyggeligt. Når man står to sammen i køkkenet kan man næsten ikke undgå at danse rumba pga. pladsmanglen, så vi kommer virkelig hinanden ved. Vi har en stue, et lille badebadeværelse, et køkken og to soverum. Jeg bor på et tremandsværelse og har fået fornøjelsen af at sove i kongesuiten (host host) sammen med Sara. HYGGELIGT, det er det!
I mandags startede vi på REMI skolen, som er en kombineret primary og secondary skole. Den blev opstartet i 2003, af Michel og Recab Bongi, hvis vision var at nedbryde nogle af de fordomme der typisk er overfor handicappede i det nigerianske samfund. Målsætningen var at der skulle være henholdsvis 50 % normalt fungerende elever og 50 % ”special needs” elever, hvilket skolen dog ikke helt lever op til. I dag er der omkring 450 elever fra vuggestue-alderen til det der svarer til 10. klasse, og eleverne er delt op i en døveklasse, en klasse med ”speciel needs”, en vuggestue og en del ”normale” klasser. Jeg tror ikke at ret mange af de handicappede børn er diagnostificerede, men der er bl.a. elever med down syndrom, spastikere og autister. Indtil videre har vi primært været hos de handicappede og i vuggestuen. Det er et udfordrende, men også utroligt givende arbejde. Vores opgave er at undervise, snakke og lege med eleverne. Det er noget meget andet end hvad jeg er vant til på Egmont højskolen, men det er rigtigt fedt at kunne bruge det tegnsprog jeg lærte på højskolen. Selvom forholdene for de handicappede ikke er særlig gode efter danske standarder skal man hele tiden have i baghovedet, at det er et stort skridt at en skole vælger at tage dem ind, og REMI er et tydeligt bevis på, at man med få midler kan ændre forfærdelige skæbner og give dem mulighed for et værdigt liv.
Psykisk er det et hårdt arbejde, og jeg må da også indrømme at jeg et par gange har været nød til at gå lidt for mig selv for at fordøje lidt af indtrykkene. Det er hårdt at se børn få tæsk, og se dem yde slavearbejde blot fordi de har fejlet et regnestykke. Multispastikere som VIRKELIG har brug for en kørestol, men ikke har råd og i stedet må slæbe sig selv frem på den støvede jord. Vuggestuebørn som tisser og skider i bukserne, og må kravle rundt med det hele dagen, fordi der ikke er råd til bleer eller fordi lærerne bare sidder på deres fede røv dagen lang! Gang på gang må jeg tage mig selv i at tænke at det her liv ikke kan være virkeligt, det er hårdt at være i. Det er så frygteligt at man bruger tæsk. Endnu mere frygteligt er det at der sågar findes forældre der klager til skolen fordi deres børn ikke får slag nok. De mener, at det er klart den bedste måde at lære børn disciplin og slag er en form for opdragelse. Det er omtrent sådan jeg forestiller mig den sorte skole hjemme i Danmark for 50 år siden. Her er det bare bogstaveligt ”Den sorte skole”. Jeg tror dog på at der altid findes et lys i mørket, og så må man jo huske på at det trods alt kun er 40-50 år siden man brugte slag i danske skoler, så mon ikke også Nigeria lærer andre former for opdragelse en dag? Jeg vil i hvert fald gøre mit for at det sker!

søndag den 19. september 2010

De første indtryk!

Velkommen til Afrikas land


“Yaya rana! Sanu da zuwa! Hausa cadang cadang. Sunana Mette, naso dega Denmark! Yayo yo? Yaya kommi da kommi? Akwai zafi anan in Nigeria. Sai anjima! ”
JA!! Rigtigt gættet - det betyder ”Velkommen!! Hej med jer, jeg taler lidt Hausa. Jeg hedder Mette, jeg kommer fra Danmark. Hvordan har din dag været? Hvordan går det med det hele? Det er varmt her i Nigeria. Farvel!!”.

Halli halløj og liiiige et øjeblik. Så er frøkenen sørmesjaskme havnet i Nigerias land!! Hvor jeg de sidste tre uger har følt at Afrika kom tættere og tættere på, må man nu sige at det er MEGET tæt på. Det er så stort og vi er alle helt høje af de nye indtryk den nigerianske kultur hele tiden giver os! Jeg har været i Nigeria i ti dage, og jeg føler det er mere end en måned siden jeg stod på Thisted station og vinkede farvel til min familie. Der er sket så meget siden da! Der er konstant nye indtryk; naturen, varmen, menneskene, maden, sproget osv.! Som I kan se har vi lært lidt hausa. Til min store overraskelse er mange nigerianere ret gode til engelsk, men da det ofte er med en accent der tyder på, at den bagte kartoffel er skiftet ud med en roe, er det meget godt at kunne lidt hausa.
Mange ting er som forventet og andre ting har man ikke i sin vildeste fantasi kunnet forestille sig. Det er bare så meget mere og så meget andet end forventet.

For at du, kære læser, ikke skal blive helt firkantet i hovedet, vil jeg forsøge at gøre mine indlæg forholdsvis korte og kun ridse de ting og episoder op som har gjort størst indtryk på mig.

Klokken er 7.28 onsdag d. 8. september. Sammen med fire andre forventningsfulde tøser tager jeg toget til Kastrup. Her mødes vi med resten af teamet, og flyver videre til Heathrow Airport. Da vi står i køen sammen med andre passagerer til Nigeria, går det virkeligt op for mig at nu er det altså nu – vi er de ENESTE hvide mennesker i en kø med over 100 mennesker! Kl. 04.30 kunne vi stige ud af flyet godt fortumlet efter en hel nats rejse uden søvn. Her kunne vi for første gang sætte vores ben på nigeriansk grund. Vi var ankommet til hovedstaden Abuja. Med det samme bliver vi omsluttet af en fugtig atmosfære og en ubekendt lugt af bilos, regnskov og fattigdom. Her bliver vi taget imod af vores vært, pastor Benjamin og allerede på vejen hjem til vores foreløbige hjem, bliver sanserne sat på overarbejde - vi er landet et helt nyt sted i den store verden. Hos Benjamin bliver indlogeret på 1. sal i en bygning, hvor der i stuen er kirke og i kælderen familiens præstebolig. Bygningen ligger midt i hvad jeg vil kalde et slumkvarter. Alt stemmer godt overens med et udtryk vi har hørt: ”Nigeria er et lorteland, men med fantastiske mennesker”. Det kan godt være at Nigeria er kaotisk, beskidt og korrupt, men aldrig har jeg været i et land med så meget hjertevarme og følt mig så velkommen. Overalt bliver vi mødt med ”You are welcome”, ”God bless you” og alle lokale hilser pænt. Vi danskere kunne lære MEGET af dette!

Alle dage indtil videre har været spækket med program. Vi har været på marked, til en fem timer lang gudstjeneste, lært at lave nigeriansk mad og brugt utallige timer på at køre rundt og snuse til landet. Tre hele dage har vi været sammen med ni nigerianske kvinder som har lært os Nigerias kultur, religion og i høj grad hvad der er høfligt og IKKE høfligt. Vi fandt i hvert fald ud af at det er ualmindelig uhøfligt ikke at spise op (Jeg prøvede virkelig, men kunne altså ikke få et stort fiskeøje ned som bare lå og kiggede op på mig og som jeg forresten selv havde pillet ud da vi rensede fiskene!!). Generelt må man sige at nigeriansk mad ikke ligefrem er en delikatesse for os danskere. Vi glæder os i hvert fald ubeskriveligt meget til at sætte tænderne i en god dansk rugbrødsblanding. Groft brød er ikke det vi får mest af (læs: INTET!)

En af de ting som har gjort størst indtryk på mig indtil nu er den fuldstændig kaotiske trafik. Bilerne overhaler ved at køre ud i grøften, og man har afskaffet reglen med at kigge i spejlene, til fordel for kun at orientere sig fremadrettet. Alt der kommer bagfra dytter og det er et forfærdeligt rod. Jeg tror næsten at bilernes dythorn er vigtigere end at de har en motor. Nigerianerne kører med hovedet under armen. Hvis ikke du har kørt mindst 27 sidespejle ned er du ikke et rigtigt mandfolk. Jeg så forleden et skilt med budskabet: ”Drive slower – live longer”, og JA Nigeria, det har du HELT ret i!! Hele galskaben giver dog lidt mening da vores chauffør (som dog er en meget kompetent chauffør) fortæller at man kan få sit kørekort efter én uge!! Et kørekort koster 5000, men vil man have det med det samme koster det 6000 naira, hvilket svarer til ca. 200 kroner. Inden man kan starte skal man eje en bil, for det er selvfølgelig den man skal lære at manøvrere. Inden bilen tages i brug beder man for den, hvilket foregår på den måde at man åbner motorhjelmen og så står der ca. 15 mennesker om den og beder for at den vil bringe sikkerhed på vejen. Jeg har kun én ting at sige: Det kan godt være at Kappelstensbakken er en stor udfordring til køreprøver i Thisted, men vi har vist INTET at klage over!

Welcome to Nigeria ;)

HJERTELIG VELKOMMEN TIL MIN BLOG!! Om få dage drager jeg afsted mod Nigeria. Prøv at spørge om det er underligt.. ”Er det underligt?” JA!!


Heldigvis føler jeg mig efterhånden godt klædt på til at skulle af sted. Hyggebesøgene er klaret og de tre kufferter er så småt pakket. 69 kg!! Det er altså pænt mange kilo, men taget i betragtning af de mange flotte sponsorgaver vi har fået med fra venlige sjæle og foreninger, er det ret nødvendigt.

I uge 32 var jeg på forberedelseskursus i Århus sammen med tredive andre unge. Jeg har fornøjelsen af at skulle dele rejsen til Nigeria med syv friske tøser, mens resten skal forsøge at gøre en forskel i Tanzania, Indien og Israel. På kurset blev vi forberedt på at skulle rejse til et land med uendelig mange fattige mennesker, ingen struktur, sygdomme som malaria og spoleorm (Adr?!) og kulturchok i det hele taget. SPÆNDENDE og meget tankevækkende – sommerfuglene i maven arbejder allerede i døgndrift! Otte danske tøser, ud mod den store og meget ukendte verden. Ned til et land med så mange udfordringer, muligheder og oplevelser. På denne blog vil jeg i løbet af de næste tre måneder forsøge at dele mit eventyr med jer, så følg endelig med! Jeg tager af sted for at redde hele verden – dette kommer næppe til at ske, men kan jeg gøre bare en lille forskel er det også nok for mig. Jeg er samtidig helt sikkert på at nigerianerne også kan lære mig rigtig meget og jeg håber at vi sammen kan finde opskriften på en bedre verden! Planen er i hvert fald at det bliver en oplevelse for livet  Velkommen til min blog!