fredag den 29. oktober 2010

Ole Bole gik i skole!

50-49-48-halvvejs! Så nåede vi midten af denne eventyrlige rejse og der er nu præcis fyrre dage til at jeg igen sætter mine ben på dansk grund. Det går pludselig op for en, at tiden er fløjet af sted, og at den sidste tid skal nydes fuldt ud! Det mest utrolige er, at vi stadigvæk får nye oplevelser hver eneste dag og at vi uden at tænke over det, lige så stille er blevet en del af den nigerianske kultur. Ting som at hente vand fra brønden, at undvære strøm og at hælde en halv spand vand i toilettet for at skylde ud, er efterhånden blevet hverdag. Sådan er det med så meget. Da jeg forleden sad i bussen tænke jeg også på at nu lægger jeg ikke helt så meget mærke til afrikanerne og alt det som er så anderledes. Ikke at jeg ikke konstant bliver overrasket, for det gør jeg, men det er på en anden måde. Bl.a. vil jeg nok aldrig kunne forstå nigerianernes medfødte talent for at bære kæmpe spande med vand, sammenfoldede madrasser og appelsiner stablet i pyramider (hvordan de ikke vælter ud over det hele er mig en gåde?) på deres små hoveder. Det ser SÅ simpelt ud, men er så svært!




Livet i Yola går ganske fremragende. Vi har det alle godt. I aften er det søndag og dermed kan den kvikke læser regne ud at det i morgen er ….mandag, hvilket betyder at de dejlige unger kommer i skole! Nej, hvor jeg dog glæder mig til at se dem. Sagen er nemlig den, at jeg i hele sidste uge var sengeliggende, og dermed ikke på arbejde. Efter at have været sløj et par dage med høj feber, måtte jeg en tur til lægen for at få taget en blodprøve. I venteværelset sad folk på rad og række, men som hvid kunne jeg (og Line og Mette som var med) gå direkte ind til lægen (rart i situationen, men man får nu alligevel en dårlig smag i munden af det!). Inde i lokalet blev vi meget akavet og ufrivillig en del af en konsultation, hvor en meget ulykkelig kvinde fik udleveret en graviditetstest – privatlivet længe leve, siger jeg bare! Da det så blev min tur fandt laboranten en kanyle, samt vat og sprit frem. Og idet han ville spritte min arm, ringede hans kone, så hvorfor ikke tage en lille hyggesnak i dagens anledning? Fint med mig, MEN da han så lagde an til at stikke samtidig, måtte jeg lige minde om at jeg havde mere end RIGELIG tid til at vente på, at han og konen fik aftalt hvem der køber kartofler og hvem der henter unger. Lidt skør oplevelse, men et meget godt billede af Nigeria – landet hvor man ikke forhaster sig og hvor sloganet er; ”Tålmodighed er verdens medicin!”



Nå, men det korte af det lange er, at jeg får besked om at jeg er blevet indehaver af en omgang malaria!! Pyha, hvor heldig har man lov at være! ØØØV! Med en-to procents risiko for at få det, føler man sig virkelig unik, når man hver dag flittigt spiser sin malariapille og sover under myggenet, og ALLIGEVEL er så umådelig heldig.. kunne jeg da bare have vundet fjorten millioner i Lotto i stedet!?

….. Nu, fire dage på langs og 4 * 17 piller efter, skulle den malaria meget gerne være datid og så satser jeg på at det var en én-gangs-forestilling. At være syg i en uge her er i hvert fald at være syg i én uge for meget. Punktum.



Heldigvis har det været tid til lidt opmuntring siden. Fredag var vi på kanotur langs Benue floden. En rigtig flot og meget tilpas gyngende tur. Dog kunne det nu have været sjovt med en lille kæntring, men det bør turen desværre ikke på. Om aftenen spiste vi pizza og hyggede hos Mette og Alex med film og fredagssnolder, super hyggeligt! Lørdag kørte vi til byen Numan, som ligger en times tid fra Yola. Her var vi rundt og se en del historiske steder, som den første kirke og stedet hvor Niels Brønnum sejlede til. Desuden besøgte vi ærkebiskoppen og hans færøske kone, samt otte ældre danskere som er i Nigeria en måned for at bygge nogle huse op osv. Alt i alt en rigtig hyggelig weekend!



Ole Bole gik i skole! Jeg har vist aldrig fået fortalt jer om, hvad jeg går og laver når jeg ikke er på REMI. To gange om ugen, tirsdag og torsdag, tager vi på LCCN Yola First school og underviser i sport, engelsk, billedkunst og matematik. Astrid og jeg er matematiklærere i secondary 2 og 3, hvilket svarer til 8. og 9. klasse i Danmark. Første dag udleverede vi en test for at vurdere elevernes niveau. Dagen inden havde vi besøgt skolen og fået lov at tage et kig i nogle hæfter, og her fik vi til vores store overraskelse, næsen i meget avanceret matematik, ikke langt fra niveauet på danske gymnasier. Derfor var vi mildest talt glade for at kunne nå at hæve niveauet i testen en hel del … det skulle vi så ALDRIG have gjort! Det viste sig nemlig at eleverne knap nok kunne løse minusstykker. Jeg var rystet helt ind til grundvolden!

For at skære det ud i pap, er eleverne ikke vant til at tænke selv. Forleden havde jeg en pige ved tavlen som skulle udregne 36 * 89. Da hun skulle regne 6 * 9 begyndte hun at sætte 54 streger på tavlen, for derefter at tælle dem én for én. Det tog hende et kvarter at regne stykket ud. Jeg siger bare halleluja for at hun ikke fik et regnestykke med tusinder - så var vi da aldrig kommet hjem den dag!

Det kan være ret frustrerende at undervise i klasser hvor man føler man løber panden imod en mur, når man underviser dem. Også selvom man gør sit bedste for at bære over med det lave niveau. Eleverne er jo vant til at læreren skriver noget på tavlen, som de skriver af, så det ser ud som om de er dygtige, selvom de i virkeligheden ikke lærer noget som helst. Det er svært at acceptere at den slags metoder stadig bliver brugt, men nogle skoler har ganske enkelt ikke ressourcer eller kompetencer til andet. Og med op til halvtreds elever i et klasseværelse af halv dansk størrelse, er der ikke noget at sige til at man har måttet finde på alternative metoder for at prøve at lære fra sig. Her får jeg lyst til at indsætte et citat af Kirkegaard, som jeg synes er meget rammende; ”At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe den anden. For i sandhed at kunne hjælpe den anden, må jeg forstå mere end han – men vel først og fremmest forstå det han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min merforståen ham slet ikke […]”

Kort sagt vil jeg aldrig kunne lære eleverne noget uden først at sætte mig ind i deres sted, og starte lige præcis der hvor de er. Og så må jeg lægge mine til tider alt for høje forventninger på hylden.

For nogle uger siden havde vi endnu en pudsig oplevelse. Vi gav fire piger på tyve år en globus og bad dem finde Afrika. Jeg kunne lige så godt have bedt dem om at pege på Nors, det havde ikke været mere vanskeligt. De anede ganske enkelt ikke hvor de skulle kigge og de måtte gennemsøge både Europa, Rusland, Australien og Afrika inden de fandt Nigeria. Endnu en gang var jeg tæt på at tabe underkæben, men hvor skal de også vide det fra, når de sandsynligvis aldrig har set et verdenskort før.

Det er efter sådan nogle oplevelser man tænker; ”sagde du lige det?” og man føler at alt er håbløst. Men ja, - så er det bare på med arbejdshandsken for frk. Madsen og frk. Søndergaard, så de kære elever kan lære noget herligt matematik og lære hvordan verden udenom Afrika ser ud. Det er en stor mundfuld, men kan man fange nogle stykker, eller tænde gnisten i bare én persons øjne, så har man også gjort en forskel. Måske ikke i dag, måske ikke om en uge, men om to eller ti år. Og det er da også værd at tage med – hvem ved om netop den person bliver Nigerias kommende præsident? :)

Nu i skrivende stund er klokken blevet mange. Tiden går alt for hurtigt. Jeg elsker at leve. Bagefter går jeg i seng. Det er for sent, jeg ved det godt. Skal jo op igen i morgen. Til en ny dag. Nu skal jeg have sat myggenettet rigtig godt fast under madrassen, inden jeg går i seng, så malaria-myggen-Mikkelsen bliver væk. Må man be´ om lidt medfølelse tak! :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar