fredag den 24. september 2010

Batures og den sorte skole!

Efter fem meget begivenhedsrige dage i Abuja fløj vi til Yola, hvor vi skal være indtil december. Oprindeligt var det planen at vi skulle på safaritur og derefter køre to dage i bil for at nå frem, men der var sluppet over syvhundrede fanger løs i en by i nærheden, så vi besluttede at udskyde safarituren og i stedet flyve.
I Yola blev vi modtaget af et dansk missionær par, Mette og Alex, og vi blev indkvarteret i et stort hus på Mbamba (en compound hvor der ligger en præsteskole med ca. 100 studerende med familier og en secondary-kostskole med 400-500 elever.)
Her har vi boet i fem dage og lært mange lokale at kende. Ikke mindst børn som konstant er hængende omkring huset, da nye Batures (Hausa for ”hvid mand/kvinde”) er et yndet udflugsmål. Desuden har vi alle fået syet flotte afrikanske kjoler i alle regnbuens farver. Det er nu meget rart at føle sig lidt fin en gang imellem, når man ellers er vant til at svede 24-7. Fine var vi for resten også lørdag hvor vi var inviteret til poolparty på ABTI Club, et sted med en lækker pool og jacuzzi, som hører til et amerikansk universitet i byen. Kort sagt; Paradis på nigeriansk! Det er kun de allerrigeste der kommer der, hvilket i høj grad vil sige hvide mennesker. Det var rigtigt spændende at snakke med folk fra mange andre nationaliteter og så gjorde det nu heller ikke noget at menuen stod på helstegt pattegris -mums! Ja - Man kan roligt sige at vi nyder livet og den skønne stemning, når man går rundt i de frodige omgivelser (det er regntid), og alle stopper op for at snakke og sige velkommen. Dyrelivet er rigt og når man ligger i sengen og vil sove føler man at man ligger midt ude i junglen. Lige uden for vinduet (som ikke har en rude, men kun et myggenet med gitter foran) er der papegøjer og andre eksotiske dyr. Det betyder også at Line og jeg havde æren af at sove sammen med en rød frø med store gule øjne den første nat. Den nat sov jeg med det ene øje åbent!

Nu er vi så langt om længe flyttet ind i vores hus på REMI. Vi bor fem tøser, et par gekkoer, firben og en hulens masse edderkopper i et hus på størrelse med et musehul. Det er utrolig småt, men også enormt hyggeligt. Når man står to sammen i køkkenet kan man næsten ikke undgå at danse rumba pga. pladsmanglen, så vi kommer virkelig hinanden ved. Vi har en stue, et lille badebadeværelse, et køkken og to soverum. Jeg bor på et tremandsværelse og har fået fornøjelsen af at sove i kongesuiten (host host) sammen med Sara. HYGGELIGT, det er det!
I mandags startede vi på REMI skolen, som er en kombineret primary og secondary skole. Den blev opstartet i 2003, af Michel og Recab Bongi, hvis vision var at nedbryde nogle af de fordomme der typisk er overfor handicappede i det nigerianske samfund. Målsætningen var at der skulle være henholdsvis 50 % normalt fungerende elever og 50 % ”special needs” elever, hvilket skolen dog ikke helt lever op til. I dag er der omkring 450 elever fra vuggestue-alderen til det der svarer til 10. klasse, og eleverne er delt op i en døveklasse, en klasse med ”speciel needs”, en vuggestue og en del ”normale” klasser. Jeg tror ikke at ret mange af de handicappede børn er diagnostificerede, men der er bl.a. elever med down syndrom, spastikere og autister. Indtil videre har vi primært været hos de handicappede og i vuggestuen. Det er et udfordrende, men også utroligt givende arbejde. Vores opgave er at undervise, snakke og lege med eleverne. Det er noget meget andet end hvad jeg er vant til på Egmont højskolen, men det er rigtigt fedt at kunne bruge det tegnsprog jeg lærte på højskolen. Selvom forholdene for de handicappede ikke er særlig gode efter danske standarder skal man hele tiden have i baghovedet, at det er et stort skridt at en skole vælger at tage dem ind, og REMI er et tydeligt bevis på, at man med få midler kan ændre forfærdelige skæbner og give dem mulighed for et værdigt liv.
Psykisk er det et hårdt arbejde, og jeg må da også indrømme at jeg et par gange har været nød til at gå lidt for mig selv for at fordøje lidt af indtrykkene. Det er hårdt at se børn få tæsk, og se dem yde slavearbejde blot fordi de har fejlet et regnestykke. Multispastikere som VIRKELIG har brug for en kørestol, men ikke har råd og i stedet må slæbe sig selv frem på den støvede jord. Vuggestuebørn som tisser og skider i bukserne, og må kravle rundt med det hele dagen, fordi der ikke er råd til bleer eller fordi lærerne bare sidder på deres fede røv dagen lang! Gang på gang må jeg tage mig selv i at tænke at det her liv ikke kan være virkeligt, det er hårdt at være i. Det er så frygteligt at man bruger tæsk. Endnu mere frygteligt er det at der sågar findes forældre der klager til skolen fordi deres børn ikke får slag nok. De mener, at det er klart den bedste måde at lære børn disciplin og slag er en form for opdragelse. Det er omtrent sådan jeg forestiller mig den sorte skole hjemme i Danmark for 50 år siden. Her er det bare bogstaveligt ”Den sorte skole”. Jeg tror dog på at der altid findes et lys i mørket, og så må man jo huske på at det trods alt kun er 40-50 år siden man brugte slag i danske skoler, så mon ikke også Nigeria lærer andre former for opdragelse en dag? Jeg vil i hvert fald gøre mit for at det sker!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar