onsdag den 29. september 2010
lørdag den 25. september 2010
fredag den 24. september 2010
Batures og den sorte skole!
Efter fem meget begivenhedsrige dage i Abuja fløj vi til Yola, hvor vi skal være indtil december. Oprindeligt var det planen at vi skulle på safaritur og derefter køre to dage i bil for at nå frem, men der var sluppet over syvhundrede fanger løs i en by i nærheden, så vi besluttede at udskyde safarituren og i stedet flyve.
I Yola blev vi modtaget af et dansk missionær par, Mette og Alex, og vi blev indkvarteret i et stort hus på Mbamba (en compound hvor der ligger en præsteskole med ca. 100 studerende med familier og en secondary-kostskole med 400-500 elever.)
Her har vi boet i fem dage og lært mange lokale at kende. Ikke mindst børn som konstant er hængende omkring huset, da nye Batures (Hausa for ”hvid mand/kvinde”) er et yndet udflugsmål. Desuden har vi alle fået syet flotte afrikanske kjoler i alle regnbuens farver. Det er nu meget rart at føle sig lidt fin en gang imellem, når man ellers er vant til at svede 24-7. Fine var vi for resten også lørdag hvor vi var inviteret til poolparty på ABTI Club, et sted med en lækker pool og jacuzzi, som hører til et amerikansk universitet i byen. Kort sagt; Paradis på nigeriansk! Det er kun de allerrigeste der kommer der, hvilket i høj grad vil sige hvide mennesker. Det var rigtigt spændende at snakke med folk fra mange andre nationaliteter og så gjorde det nu heller ikke noget at menuen stod på helstegt pattegris -mums! Ja - Man kan roligt sige at vi nyder livet og den skønne stemning, når man går rundt i de frodige omgivelser (det er regntid), og alle stopper op for at snakke og sige velkommen. Dyrelivet er rigt og når man ligger i sengen og vil sove føler man at man ligger midt ude i junglen. Lige uden for vinduet (som ikke har en rude, men kun et myggenet med gitter foran) er der papegøjer og andre eksotiske dyr. Det betyder også at Line og jeg havde æren af at sove sammen med en rød frø med store gule øjne den første nat. Den nat sov jeg med det ene øje åbent!
Nu er vi så langt om længe flyttet ind i vores hus på REMI. Vi bor fem tøser, et par gekkoer, firben og en hulens masse edderkopper i et hus på størrelse med et musehul. Det er utrolig småt, men også enormt hyggeligt. Når man står to sammen i køkkenet kan man næsten ikke undgå at danse rumba pga. pladsmanglen, så vi kommer virkelig hinanden ved. Vi har en stue, et lille badebadeværelse, et køkken og to soverum. Jeg bor på et tremandsværelse og har fået fornøjelsen af at sove i kongesuiten (host host) sammen med Sara. HYGGELIGT, det er det!
I mandags startede vi på REMI skolen, som er en kombineret primary og secondary skole. Den blev opstartet i 2003, af Michel og Recab Bongi, hvis vision var at nedbryde nogle af de fordomme der typisk er overfor handicappede i det nigerianske samfund. Målsætningen var at der skulle være henholdsvis 50 % normalt fungerende elever og 50 % ”special needs” elever, hvilket skolen dog ikke helt lever op til. I dag er der omkring 450 elever fra vuggestue-alderen til det der svarer til 10. klasse, og eleverne er delt op i en døveklasse, en klasse med ”speciel needs”, en vuggestue og en del ”normale” klasser. Jeg tror ikke at ret mange af de handicappede børn er diagnostificerede, men der er bl.a. elever med down syndrom, spastikere og autister. Indtil videre har vi primært været hos de handicappede og i vuggestuen. Det er et udfordrende, men også utroligt givende arbejde. Vores opgave er at undervise, snakke og lege med eleverne. Det er noget meget andet end hvad jeg er vant til på Egmont højskolen, men det er rigtigt fedt at kunne bruge det tegnsprog jeg lærte på højskolen. Selvom forholdene for de handicappede ikke er særlig gode efter danske standarder skal man hele tiden have i baghovedet, at det er et stort skridt at en skole vælger at tage dem ind, og REMI er et tydeligt bevis på, at man med få midler kan ændre forfærdelige skæbner og give dem mulighed for et værdigt liv.
Psykisk er det et hårdt arbejde, og jeg må da også indrømme at jeg et par gange har været nød til at gå lidt for mig selv for at fordøje lidt af indtrykkene. Det er hårdt at se børn få tæsk, og se dem yde slavearbejde blot fordi de har fejlet et regnestykke. Multispastikere som VIRKELIG har brug for en kørestol, men ikke har råd og i stedet må slæbe sig selv frem på den støvede jord. Vuggestuebørn som tisser og skider i bukserne, og må kravle rundt med det hele dagen, fordi der ikke er råd til bleer eller fordi lærerne bare sidder på deres fede røv dagen lang! Gang på gang må jeg tage mig selv i at tænke at det her liv ikke kan være virkeligt, det er hårdt at være i. Det er så frygteligt at man bruger tæsk. Endnu mere frygteligt er det at der sågar findes forældre der klager til skolen fordi deres børn ikke får slag nok. De mener, at det er klart den bedste måde at lære børn disciplin og slag er en form for opdragelse. Det er omtrent sådan jeg forestiller mig den sorte skole hjemme i Danmark for 50 år siden. Her er det bare bogstaveligt ”Den sorte skole”. Jeg tror dog på at der altid findes et lys i mørket, og så må man jo huske på at det trods alt kun er 40-50 år siden man brugte slag i danske skoler, så mon ikke også Nigeria lærer andre former for opdragelse en dag? Jeg vil i hvert fald gøre mit for at det sker!
søndag den 19. september 2010
De første indtryk!
Velkommen til Afrikas land
“Yaya rana! Sanu da zuwa! Hausa cadang cadang. Sunana Mette, naso dega Denmark! Yayo yo? Yaya kommi da kommi? Akwai zafi anan in Nigeria. Sai anjima! ”
JA!! Rigtigt gættet - det betyder ”Velkommen!! Hej med jer, jeg taler lidt Hausa. Jeg hedder Mette, jeg kommer fra Danmark. Hvordan har din dag været? Hvordan går det med det hele? Det er varmt her i Nigeria. Farvel!!”.
Halli halløj og liiiige et øjeblik. Så er frøkenen sørmesjaskme havnet i Nigerias land!! Hvor jeg de sidste tre uger har følt at Afrika kom tættere og tættere på, må man nu sige at det er MEGET tæt på. Det er så stort og vi er alle helt høje af de nye indtryk den nigerianske kultur hele tiden giver os! Jeg har været i Nigeria i ti dage, og jeg føler det er mere end en måned siden jeg stod på Thisted station og vinkede farvel til min familie. Der er sket så meget siden da! Der er konstant nye indtryk; naturen, varmen, menneskene, maden, sproget osv.! Som I kan se har vi lært lidt hausa. Til min store overraskelse er mange nigerianere ret gode til engelsk, men da det ofte er med en accent der tyder på, at den bagte kartoffel er skiftet ud med en roe, er det meget godt at kunne lidt hausa.
Mange ting er som forventet og andre ting har man ikke i sin vildeste fantasi kunnet forestille sig. Det er bare så meget mere og så meget andet end forventet.
For at du, kære læser, ikke skal blive helt firkantet i hovedet, vil jeg forsøge at gøre mine indlæg forholdsvis korte og kun ridse de ting og episoder op som har gjort størst indtryk på mig.
Klokken er 7.28 onsdag d. 8. september. Sammen med fire andre forventningsfulde tøser tager jeg toget til Kastrup. Her mødes vi med resten af teamet, og flyver videre til Heathrow Airport. Da vi står i køen sammen med andre passagerer til Nigeria, går det virkeligt op for mig at nu er det altså nu – vi er de ENESTE hvide mennesker i en kø med over 100 mennesker! Kl. 04.30 kunne vi stige ud af flyet godt fortumlet efter en hel nats rejse uden søvn. Her kunne vi for første gang sætte vores ben på nigeriansk grund. Vi var ankommet til hovedstaden Abuja. Med det samme bliver vi omsluttet af en fugtig atmosfære og en ubekendt lugt af bilos, regnskov og fattigdom. Her bliver vi taget imod af vores vært, pastor Benjamin og allerede på vejen hjem til vores foreløbige hjem, bliver sanserne sat på overarbejde - vi er landet et helt nyt sted i den store verden. Hos Benjamin bliver indlogeret på 1. sal i en bygning, hvor der i stuen er kirke og i kælderen familiens præstebolig. Bygningen ligger midt i hvad jeg vil kalde et slumkvarter. Alt stemmer godt overens med et udtryk vi har hørt: ”Nigeria er et lorteland, men med fantastiske mennesker”. Det kan godt være at Nigeria er kaotisk, beskidt og korrupt, men aldrig har jeg været i et land med så meget hjertevarme og følt mig så velkommen. Overalt bliver vi mødt med ”You are welcome”, ”God bless you” og alle lokale hilser pænt. Vi danskere kunne lære MEGET af dette!
Alle dage indtil videre har været spækket med program. Vi har været på marked, til en fem timer lang gudstjeneste, lært at lave nigeriansk mad og brugt utallige timer på at køre rundt og snuse til landet. Tre hele dage har vi været sammen med ni nigerianske kvinder som har lært os Nigerias kultur, religion og i høj grad hvad der er høfligt og IKKE høfligt. Vi fandt i hvert fald ud af at det er ualmindelig uhøfligt ikke at spise op (Jeg prøvede virkelig, men kunne altså ikke få et stort fiskeøje ned som bare lå og kiggede op på mig og som jeg forresten selv havde pillet ud da vi rensede fiskene!!). Generelt må man sige at nigeriansk mad ikke ligefrem er en delikatesse for os danskere. Vi glæder os i hvert fald ubeskriveligt meget til at sætte tænderne i en god dansk rugbrødsblanding. Groft brød er ikke det vi får mest af (læs: INTET!)
En af de ting som har gjort størst indtryk på mig indtil nu er den fuldstændig kaotiske trafik. Bilerne overhaler ved at køre ud i grøften, og man har afskaffet reglen med at kigge i spejlene, til fordel for kun at orientere sig fremadrettet. Alt der kommer bagfra dytter og det er et forfærdeligt rod. Jeg tror næsten at bilernes dythorn er vigtigere end at de har en motor. Nigerianerne kører med hovedet under armen. Hvis ikke du har kørt mindst 27 sidespejle ned er du ikke et rigtigt mandfolk. Jeg så forleden et skilt med budskabet: ”Drive slower – live longer”, og JA Nigeria, det har du HELT ret i!! Hele galskaben giver dog lidt mening da vores chauffør (som dog er en meget kompetent chauffør) fortæller at man kan få sit kørekort efter én uge!! Et kørekort koster 5000, men vil man have det med det samme koster det 6000 naira, hvilket svarer til ca. 200 kroner. Inden man kan starte skal man eje en bil, for det er selvfølgelig den man skal lære at manøvrere. Inden bilen tages i brug beder man for den, hvilket foregår på den måde at man åbner motorhjelmen og så står der ca. 15 mennesker om den og beder for at den vil bringe sikkerhed på vejen. Jeg har kun én ting at sige: Det kan godt være at Kappelstensbakken er en stor udfordring til køreprøver i Thisted, men vi har vist INTET at klage over!
“Yaya rana! Sanu da zuwa! Hausa cadang cadang. Sunana Mette, naso dega Denmark! Yayo yo? Yaya kommi da kommi? Akwai zafi anan in Nigeria. Sai anjima! ”
JA!! Rigtigt gættet - det betyder ”Velkommen!! Hej med jer, jeg taler lidt Hausa. Jeg hedder Mette, jeg kommer fra Danmark. Hvordan har din dag været? Hvordan går det med det hele? Det er varmt her i Nigeria. Farvel!!”.
Halli halløj og liiiige et øjeblik. Så er frøkenen sørmesjaskme havnet i Nigerias land!! Hvor jeg de sidste tre uger har følt at Afrika kom tættere og tættere på, må man nu sige at det er MEGET tæt på. Det er så stort og vi er alle helt høje af de nye indtryk den nigerianske kultur hele tiden giver os! Jeg har været i Nigeria i ti dage, og jeg føler det er mere end en måned siden jeg stod på Thisted station og vinkede farvel til min familie. Der er sket så meget siden da! Der er konstant nye indtryk; naturen, varmen, menneskene, maden, sproget osv.! Som I kan se har vi lært lidt hausa. Til min store overraskelse er mange nigerianere ret gode til engelsk, men da det ofte er med en accent der tyder på, at den bagte kartoffel er skiftet ud med en roe, er det meget godt at kunne lidt hausa.
Mange ting er som forventet og andre ting har man ikke i sin vildeste fantasi kunnet forestille sig. Det er bare så meget mere og så meget andet end forventet.
For at du, kære læser, ikke skal blive helt firkantet i hovedet, vil jeg forsøge at gøre mine indlæg forholdsvis korte og kun ridse de ting og episoder op som har gjort størst indtryk på mig.
Klokken er 7.28 onsdag d. 8. september. Sammen med fire andre forventningsfulde tøser tager jeg toget til Kastrup. Her mødes vi med resten af teamet, og flyver videre til Heathrow Airport. Da vi står i køen sammen med andre passagerer til Nigeria, går det virkeligt op for mig at nu er det altså nu – vi er de ENESTE hvide mennesker i en kø med over 100 mennesker! Kl. 04.30 kunne vi stige ud af flyet godt fortumlet efter en hel nats rejse uden søvn. Her kunne vi for første gang sætte vores ben på nigeriansk grund. Vi var ankommet til hovedstaden Abuja. Med det samme bliver vi omsluttet af en fugtig atmosfære og en ubekendt lugt af bilos, regnskov og fattigdom. Her bliver vi taget imod af vores vært, pastor Benjamin og allerede på vejen hjem til vores foreløbige hjem, bliver sanserne sat på overarbejde - vi er landet et helt nyt sted i den store verden. Hos Benjamin bliver indlogeret på 1. sal i en bygning, hvor der i stuen er kirke og i kælderen familiens præstebolig. Bygningen ligger midt i hvad jeg vil kalde et slumkvarter. Alt stemmer godt overens med et udtryk vi har hørt: ”Nigeria er et lorteland, men med fantastiske mennesker”. Det kan godt være at Nigeria er kaotisk, beskidt og korrupt, men aldrig har jeg været i et land med så meget hjertevarme og følt mig så velkommen. Overalt bliver vi mødt med ”You are welcome”, ”God bless you” og alle lokale hilser pænt. Vi danskere kunne lære MEGET af dette!
Alle dage indtil videre har været spækket med program. Vi har været på marked, til en fem timer lang gudstjeneste, lært at lave nigeriansk mad og brugt utallige timer på at køre rundt og snuse til landet. Tre hele dage har vi været sammen med ni nigerianske kvinder som har lært os Nigerias kultur, religion og i høj grad hvad der er høfligt og IKKE høfligt. Vi fandt i hvert fald ud af at det er ualmindelig uhøfligt ikke at spise op (Jeg prøvede virkelig, men kunne altså ikke få et stort fiskeøje ned som bare lå og kiggede op på mig og som jeg forresten selv havde pillet ud da vi rensede fiskene!!). Generelt må man sige at nigeriansk mad ikke ligefrem er en delikatesse for os danskere. Vi glæder os i hvert fald ubeskriveligt meget til at sætte tænderne i en god dansk rugbrødsblanding. Groft brød er ikke det vi får mest af (læs: INTET!)
En af de ting som har gjort størst indtryk på mig indtil nu er den fuldstændig kaotiske trafik. Bilerne overhaler ved at køre ud i grøften, og man har afskaffet reglen med at kigge i spejlene, til fordel for kun at orientere sig fremadrettet. Alt der kommer bagfra dytter og det er et forfærdeligt rod. Jeg tror næsten at bilernes dythorn er vigtigere end at de har en motor. Nigerianerne kører med hovedet under armen. Hvis ikke du har kørt mindst 27 sidespejle ned er du ikke et rigtigt mandfolk. Jeg så forleden et skilt med budskabet: ”Drive slower – live longer”, og JA Nigeria, det har du HELT ret i!! Hele galskaben giver dog lidt mening da vores chauffør (som dog er en meget kompetent chauffør) fortæller at man kan få sit kørekort efter én uge!! Et kørekort koster 5000, men vil man have det med det samme koster det 6000 naira, hvilket svarer til ca. 200 kroner. Inden man kan starte skal man eje en bil, for det er selvfølgelig den man skal lære at manøvrere. Inden bilen tages i brug beder man for den, hvilket foregår på den måde at man åbner motorhjelmen og så står der ca. 15 mennesker om den og beder for at den vil bringe sikkerhed på vejen. Jeg har kun én ting at sige: Det kan godt være at Kappelstensbakken er en stor udfordring til køreprøver i Thisted, men vi har vist INTET at klage over!
Welcome to Nigeria ;)
HJERTELIG VELKOMMEN TIL MIN BLOG!! Om få dage drager jeg afsted mod Nigeria. Prøv at spørge om det er underligt.. ”Er det underligt?” JA!!
Heldigvis føler jeg mig efterhånden godt klædt på til at skulle af sted. Hyggebesøgene er klaret og de tre kufferter er så småt pakket. 69 kg!! Det er altså pænt mange kilo, men taget i betragtning af de mange flotte sponsorgaver vi har fået med fra venlige sjæle og foreninger, er det ret nødvendigt.
I uge 32 var jeg på forberedelseskursus i Århus sammen med tredive andre unge. Jeg har fornøjelsen af at skulle dele rejsen til Nigeria med syv friske tøser, mens resten skal forsøge at gøre en forskel i Tanzania, Indien og Israel. På kurset blev vi forberedt på at skulle rejse til et land med uendelig mange fattige mennesker, ingen struktur, sygdomme som malaria og spoleorm (Adr?!) og kulturchok i det hele taget. SPÆNDENDE og meget tankevækkende – sommerfuglene i maven arbejder allerede i døgndrift! Otte danske tøser, ud mod den store og meget ukendte verden. Ned til et land med så mange udfordringer, muligheder og oplevelser. På denne blog vil jeg i løbet af de næste tre måneder forsøge at dele mit eventyr med jer, så følg endelig med! Jeg tager af sted for at redde hele verden – dette kommer næppe til at ske, men kan jeg gøre bare en lille forskel er det også nok for mig. Jeg er samtidig helt sikkert på at nigerianerne også kan lære mig rigtig meget og jeg håber at vi sammen kan finde opskriften på en bedre verden! Planen er i hvert fald at det bliver en oplevelse for livet Velkommen til min blog!
Heldigvis føler jeg mig efterhånden godt klædt på til at skulle af sted. Hyggebesøgene er klaret og de tre kufferter er så småt pakket. 69 kg!! Det er altså pænt mange kilo, men taget i betragtning af de mange flotte sponsorgaver vi har fået med fra venlige sjæle og foreninger, er det ret nødvendigt.
I uge 32 var jeg på forberedelseskursus i Århus sammen med tredive andre unge. Jeg har fornøjelsen af at skulle dele rejsen til Nigeria med syv friske tøser, mens resten skal forsøge at gøre en forskel i Tanzania, Indien og Israel. På kurset blev vi forberedt på at skulle rejse til et land med uendelig mange fattige mennesker, ingen struktur, sygdomme som malaria og spoleorm (Adr?!) og kulturchok i det hele taget. SPÆNDENDE og meget tankevækkende – sommerfuglene i maven arbejder allerede i døgndrift! Otte danske tøser, ud mod den store og meget ukendte verden. Ned til et land med så mange udfordringer, muligheder og oplevelser. På denne blog vil jeg i løbet af de næste tre måneder forsøge at dele mit eventyr med jer, så følg endelig med! Jeg tager af sted for at redde hele verden – dette kommer næppe til at ske, men kan jeg gøre bare en lille forskel er det også nok for mig. Jeg er samtidig helt sikkert på at nigerianerne også kan lære mig rigtig meget og jeg håber at vi sammen kan finde opskriften på en bedre verden! Planen er i hvert fald at det bliver en oplevelse for livet Velkommen til min blog!
Abonner på:
Opslag (Atom)