På besøg hos familien Gideon :)

Det er søndag aften. Klokken er 20 og jeg sidder og flader ud i sengen. Det er lige blevet mørkt og fra køkkenet kan jeg fornemme duften af nybagt rugbrød, som aftensmaden består af. Jeg er træt og veltilpas efter en dejlig weekend. EN RIGTIG NIGERIANSK WEEKEND! To og to har vi boet hos en nigeriansk familie og oplevet hvad det vil sige at leve som dem, i hvert fald den mere velhavende af slagsen. Det er nu meget tankevækkende at vi alle bor på én og samme planet, men alligevel er vores levemåder så ubeskrivelig forskellige.

Maria og jeg har boet hos familien Gideon Daniels. Familien består af et forældrepar, Mrs. Mwada & Mr. Gideon Daniel, samt to børn. Jamima på ti år, som er eneste biologiske datter og meget forkælet. Og Abigale på atten, som er adopteret fra en landsby langt væk. I vores øjne virker hun dog mest som en tjenestepige og al kommunikation med forældrene foregår via ordrer. Som nævnt er familien ret velhavende, så det er nok det tætteste vi har været på dansk standard hernede, selvom stort set alt er forskelligt. For eksempel spiser vi altid på et tæppe på gulvet og vi står op kl. 5.30 for at bede med familien. Derudover tager det en krig at lave morgenmaden, og den laver vi selvfølgelig med hjælp fra Mrs. Mwada.

     Meget af lørdagen gik med at besøge familiens venner og familie i landsbyen. Rigtig hyggelig tur. Efterhånden er vi blevet ret hardcore til at snakke hausa, så det er altid meget populært når vi starter samtalerne på hausa. Efter fire timer havde vi set de første tusind familiebilleder og hver drukket to liter sodavand og to Malteser øl!! Det er vildt uhøfligt at sige nej tak når man bliver budt noget, så der er kun én ting at gøre og det er; ned med det!! På turen mødte vi også en familie, hvis datter hedder Miracle og er spastisklammet i arme og ben. Familien gav udtryk for at de tror at det er en midlertidig sygdom, og at datteren uden tvivl vil komme til at gå en skønne dag. Selvom jeg desværre tror at chancen er minimal, er der absolut ingen grund til at fjerne håbet fra dem. I stedet fortalte vi hende historien om den fortryllede frø som får prinsessen og det halve kongerige. Miraklernes tid er ikke forbi!    

    En af de største udfordringer er helt klart maden. Enten er det så stærkt så man føler der opstår en større ildebrand i kroppen, og ellers har det en konsistens a la snot og stinker værre end Hanstholm havn. I Nigeria er det meget ankerkendt at være fed, og derfor gør de ALT for at fede os op med kager og andre fede sager dagen lang. Jeg fik hurtigt navnet ”Fattibombom” fordi jeg, ifølge dansk ideal, har to cm for meget på sidebenene og Maria fik navnet ”Antislim” (tante tynd). Hehe, så har man da hørt det med! Man skal åbenbart høre sandheden fra børn, fulde folk eller nigerianere!! Derudover gav de os noget drikkelse med moseagtig konsistens som vi skulle drikke. Vi kiggede på hinanden. Det er ikke verdens nemmeste situation at havne i. Manden viste os heldigvis en varedeklaration så vi kunne læse om indholdet. Det viste sig at det er noget man i DK bruger som plantenæring, så planterne nemmere optager solen. AV MIN ARM! Jeg er sikker på at de tusinde sygdomme denne drik eftersigende kunne helbrede, ikke er det værd, når jeg ellers ville opnå en hyggelig forgiftning i mavsen. Pænt nej tak!

     I løbet af weekenden har vi diskuteret en del ting. Det er meget lærerigt og af og til frustrerende, fordi vi langt fra altid forstår hinanden. Bl.a. går de meget op i at stort set alt (skoler, sygehuse osv.) er gratis i Danmark, MEN de forstår til gengæld ikke betydningen af skat. Desuden kan Mr. Gideon og jeg ikke blive enige om, om Manchester United eller Chelsea FC er det bedste fodboldhold, men lad nu det ligge. Det helt store diskussionsemne var religion. De er meget fortørnet over at kristne mennesker i Danmark ikke nødvendigvis går i kirke hver søndag, og at man sagtens kan være kristen selvom man fester, drikker og ryger..  

Som en del af projektet er vi i kirke hver søndag, og det er altid noget af en oplevelse. Religion fylder rigtig meget, næsten alt, i nigerianernes hverdag og der går ikke en dag hvor vi ikke bliver mindet om hvor vigtigt det er at have noget at tro på. Nigeria er et på mange måder fattigt land, men de har en enorm religiøs rigdom, som fylder dem med gejst. De lever og brænder for deres tro, og alle steder vi kommer, bliver vi mødt med; ”God bless you” og ”God will help you”. Mens Danmark er et land, hvor religion er et meget personligt anliggende, gør man i Nigeria meget ud af at udtrykke den offentligt. På flere køretøjer står der ”Power of God”, og selv som ryglæn på hvide plastikstole står der; ”God is everywhere”.

Forleden snakkede jeg med en elev på skolen. Jeg spurgte om han kunne lide at gå i skole, og helt spontant svarede han; ”Jeg er glad for at gå i skole fordi jeg får gode venner og fordi jeg lærer at læse”. Der gik et øjeblik inden han fortsatte: ”Mit største ønske er, at jeg en dag kan læse Biblen selv, og det kan jeg når jeg lærer at læse.” Den sætning snakker vist for sig selv!

    De mest udbredte religioner i Nigeria er islam og kristendom. Overordnet siger man at befolkningen er delt i 50 % kristne, 50 % muslimer og derudover 100 % animister. Animisme vil sige, at de tror at alt i naturen er levende og at naturen indeholder forskellige typer kræfter, energier og ånder. Disse ånder lever overalt i træer, bjerge, sten, jorden og floder.

   Som man sikkert kan regne ud forløber gudstjenesterne her meget anderledes end i Danmark. For det første er kirken altid så propfyldt at man kan gå hen og få hård hud på lårene, fordi man slider dem af hinanden med den trænge plads. Desuden er nigerianere altid klædt i deres fineste tøj og kvinderne har tværet sminkedåsen ud i hele bøtten! De går virkelig meget op i at se godt ud, og derfor har vi selvfølgelig også vores fineste kjoler på hver søndag.
Endnu en forskel er, at gudstjenesterne som regel varer mellem 2-3 timer, men vi har dog også været til nogle på hele 5-6 timer. Det er længe at sidde stille på en bænk i 50 graders varme!! Meget af ceremonien forløber med lov- og gospelsang, hvilket er noget af det fedeste. Så spiller et band bestående af trommer, bas, guitar, keyboard og en sanger. Som regel er det meget godt, men der findes absolut også amatører og man behøver ikke have en tone i livet, for at kunne give et solonummer. Nigerianerne går meget op i musik, og det er ikke som vi kender det. Volumen er skruet op på max, så man, hvis man ser bort fra omgivelserne og teksterne, kunne tro man var tilskuer til en Metallica-koncert. Hvis man er rigtig heldig er der også et par danseindlæg og her er der ingen tvivl om at de ville få et ”sturt, sturt 5-tal”, hvis Etta Camoroun var dommer. Nøj, hvor det altså bare svinger!!

     Som et fast programpunkt hver søndag er der ofring. På vej ind i kirken får man udleveret en kuvert, som man lægger penge i og til sidst danser op til alteret og ”ofrer”. Hvad de mange indsamlede penge går til vides ikke, men de skulle eftersigende gå til kirken. Man har en ide om at man kommer tættere på Gud og Himlen ved at ofre penge.. Jeg ved nu ikke rigtigt hvad jeg skal mene om den sag, men dem om det..

     Som regel taler præsten [læs: råber!!] i over en time, og så beder to tilfældige fra menigheden en bøn. Samtlige nigerianere lærer fra barnsben at bede, så det er ingen sag for dem at stille sig op og bede en bøn på 7-10 minutter. Så kan vi danskere sidde og ryste i bukserne over, hvornår det bliver vores tur. Noget af det vildeste vi har været tilskuere til, var da vi overværede en bibelkonkurrence. Ti kvinder stod på ræd og række, og så havde de alle fået tildelt et sted i Biblen som de skulle citere fra, og så gjaldt det selvfølgelig om at kunne citere mest muligt, FEJLFRIT. Bag dem stod en præst og læste med, for at sikre at ikke et komma blev sagt forkert. Jeg var målløs… Ja, gudstjenesterne er meget anderledes her, og de fleste gange kommer vi ud af kirken med forhøjet blodtryk og sveden løbende ned af ryggen, men altid med fornemmelsen af at have fået en på opleveren!

     Religion gør meget godt for befolkningen, og det fællesskab man har i kirken er utrolig stærkt. Men desværre er religion også en af de væsentligste årsager til at nigerianerne er uenige, hvilket har ført til flere voldelige sammenstød i de senere år. Krige og kampe har kostet en del menneskeliv, fordi muslimer og kristne ikke kan komme til enighed. Desværre er det så slemt, at hvis man antog at en muslim konverterede til kristendommen og begyndte at skilte med det, ville han nok ikke leve mere end 3-4 timer inden andre muslimer ville slå ham ihjel. Det er meget barskt! Vores vært i Abuja, Biskop Benjamin, fortalte også at Muhammedkrisen havde været skyld i at flere tusinder blev slået ihjel i Nigeria. Aldrig har jeg haft så dårlig smag i munden over at være dansker! Så kan vi sagtens være stolte af at Danmark har gjort en stor forskel for kirkerne hernede, og at det var Niels Brønnum der grundlagde LCCN kirken, men resultatet af Muhammedkrisen er en meget sort streg i regningen, hvis man spørger mig. De to trosretninger har meget forskellige opfattelser af lov, pligt og menneskelige rettigheder, og generelt er man aldrig helt trygge ved hinanden. Mange kristne vi omgås kan bl.a. slet ikke forstå hvordan vi kan have tiltro til vores chauffør som er muslim. Så længe man har en så fjendtlig indstilling forstår jeg godt at mange nigerianere ikke opfatter Nigeria som ét land, men som mange små kristne og muslimske stater. Så længe de to befolkningsgrupper altid ser splinten i fjendens øje før bjælken i deres eget, tror jeg aldrig nogensinde der vil blive fred og ro. Men man har jo lov og håbe at de en dag lærer at respektere hinanden som mennesker og ikke blot dømmer ud fra religion. For som vores chauffør så rigtigt siger; ”Det er helt ligegyldigt om man er kristen eller muslim, bare man har en Gud at tro på!”